Digt til HCA

H.C. Andersen. Den 2. April. Digt af Leopold Budde til H.C. Andersen.
Der toned et Minde fra Kongedybs Vande,
Da spæd han blev lagt paa sin fattige Seng,
Det meldte om Vaar paa vort Fædrelands Strande,
Saa alle smaa Blomster sig rørte paa Eng -
Men den Gang til Barndommens reneste Sanger
Det knytted sin Manddom, da først bev det helt;
Thi det er just Pagten, som Foraaret fanger,
Naar Kraften sinÆre med Uskyld har delt.

Og dristig han søgte de vildene Veje;
Paa Hovedet rysted de klogeste Mænd,
Fast Ingen forstod, hvad han havde i Eje,
De tænkte, han var kun en evneløs Svend.
De husked jo ikke, at alt paa hans Vugge
Blev Foraarets spirende Dejlighed lagt,
De aned' det ikke, at han kunde lukke
Dem Portene op til dets fuldeste Pragt.

Han kom til det Slot paa de straalende Steder,
Hvor Æventyr lege med Dybsindets Aand,
Da faldt af hans Skuldre de fattige Klæder,
Som Kongesøn stod han med Sceptret i Haand.
Og rundt om hans Scepter en Verden udspringer,
Og Alt, hvad det rørte, som levende stod;
Der løfted' de Smaa han paa stigende Vinger,
Der satte de Store sig lavt om hans Fod.


Thi trindt i hans Lunde det Lave og Høje
Fortrolige mødtes i Barnligheds Aand;
Der spillede Smilet i Alvorets Øje,
Og der tog al Yndighed Styrken ved Haand.
Og det er den Lykke, som ny skal ham fødes,
mens Tiderne veksle i kæmpende Gang,
At stridende Magter forsonende mødes,
Og Taarer forklares til Smil ved hans Sang.

Gud Signe den Sanger, hvis kjærlige Snille
Sin Rigdom har fuldt i det Ringeste lagt!

Tak være den Digter, hvis vaarlige Kilde
Har skjænket det Største foryngende Magt -
Saa længe som Bølgen i Kongedyb blaaner,
Mens Vaaren om Lunden fletter sin Krands,
Hans Liv er en Æventyrsaga, som laaner
Det stolteste Minde en renere Glands!

L. Budde.
bibid 13991, trykt A 700q