Brev fra H.C. Andersen til Lucie Ingemann (08/11-1864)

Kjøbenhavn den 8 Nov 1864

Kjære Fru Ingemann!
Tak for den kjære Bog og den hjertelige Tilskrift fori. Det var et Par Digtninger der, jeg ikke kjendte og som jeg læste med stor Glæde og veemodig Tanke om gammel Tid, da vi havde den elskede Digter hos os. Den Ene gaar fra os efter den Anden, selv faar man Længsel efter at flyve med. Min Stemning er saa ganske lagt i et Par Ord jeg nedskrev strax ved Efterretningen om Michael Wiehes Død
da De nok ikke seer "Illustrerede Tidende vil jeg her afskrive de faae Ord.

Det er en Trængsels Tid med Tab paa Tab;
Mens Blod er flydt og Blod er til at græde,
Gaaer Døden frem mod Kunst og Videnskab
Det Dannevirke med sin Fod at :træde.

Vor Herlighed Een efter Anden døer,
Ydmygede og smaae vi 'staae tilbage.
Der ruller over Danmark tunge Søer,
Farvel I Storheds Svaner som bortdrage!

Ved Begravelsen igaar var nær skeet en Ulykke; et Par Heste for en Bondevogn løbe løbsk lige ind i det store Følge og spredte det; Mange styrtede om, men der kom nok Ingen tilskade.
Forlængst skulde jeg have skrevet Dem til, kjære Fru Ingemann,. tidt og ofte var det i min Tanke, men der er ingen ret Fart i mig i denne Tid, jeg kim ikke endnu tage fat som jeg skulde, det er som gik min lille Baad paa en stærk Døning. Det er tunge Tider.
Ved Juletid tager jeg paa Landet, om Gud vil; jeg bliver Julen over paa Basnæs; De tillader mig at jeg paa Udreisen kommer og bliver en Dag eller to hos Dem; den unge Hartmann havde Bryllup med Frøken Bolette Puggaard sidste Fredag, de to straale af Glæde og flyve nu idag til Paris. Vielsen var meget festlig i Fruekirke og der strømmede utallige Nysgjærrige til; en Dame besvimede, jeg saae hun blev baaret ud og hører siden at hun døde en halv Time efter. I Literaturen veed jeg, foruden Deres Mands Fortællinger , intet Nyt uden Arentsens Bog om danske Digtere; den er meget velvillig skrevet, i det Hele, men den synes ikke at give noget klart Billede af de forskjellige Forfattere. Endnu har jeg Intet at levere til Folkekalenderen, saa forladt af min Musa, som jeg er det i dette Aar, har jeg aldrig været. Den unge Billedhugger Strambo, har før han reiste til Italien fuldendt min Buste, den er. smukt gjengivet; senere har Professor Bissen ogsaa modelleret min Buste, og den tiltaler alle mine Bekjendter, og omtales som særdeles liig og herlig udført, mig har den noget Fremmet.
Vil De hilse Fru Wilster fra mig; hendes Broder glædede mig forleden med at sende mig sit Portrætkort; ogsaa Døttrene vil De venlig hilse, ligesom Professor Harder; Deres egen Sophie ikke at forglemme. Lev hjertelig vel!
Deres inderligt hengivne
H.C. Andersen.