Om genstanden
Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff. Gave fra laboratorieejer A. Simonsen Andersen, Kastanievej 66, Odense.
Kjøbenh: l0 August 1838.
Min naadige Frøken (født Søster Jette!)
Idet jeg her griber Pennen er jeg i samme Situation, som da jeg i Odense vilde skrive Baronessen til og sige Tak for Opholdet paa Nysø, jeg kunde ikke ret være mig selv. Her kommer nu til, jeg veed ikke om dette Brev hilser paa Dem i Byen, eller jeg maa sende det ud til Deres Sommer Glæde; er De her i Byen imorgen, saa jeg ikke behøver at afsende det, da skulde det være mildere, end om det gik afsted, jeg vil ikke, som De har gjort ved mig, lade ukjærlige Ord være den første Hilsen i Hjemmet. Det er et sørgeligt Tilfælde her i Verden at, hvad man kalder gode Mennesker tidt komme i vildrede med hinanden og gjøre Livet endnu surere, end det behøves. De har nu, uden just at mene noget ondt dermed kastet nogle bittre Ord ind i Brevet til Deres Fader, der maa irritere mig, især da Ordene der kun staae, som døde Zifre og faae den Betoning, som igjen mit Lune giver dem. De er vred paa mig, men veed De hvad, jeg er det næsten ogsaa paa Dem, dog vi blive nok forsonede! I mit Brev til Baronessen var ingen Hilsen til Christian; nei! jeg var ganske overtydet om at De vare borte saa at jeg ikke vilde skrive; havde jeg tænkt mig ham der, da havde han faaet Brev, uagtet, det er ærligt ud af Posen, jeg ikke troede han satte stor Priis derpaa, i det mindste var han urimelig fremmed imod mig, i Forhold til, som vi kjende hinanden. Jeg skal have udtrykt mig unet om Dem. Det troer jeg ikke! Jeg veed ikke hvad jeg har skrevet, men den Følelse har jeg for Dem, at jeg ikke kan have skrevet noget, der rigtigt forstaaet kunde saare Dem. Jeg er det meest udiplomatiske Menneske mælder De. Hvorledes er dette at forstaae? Jeg har skrevet til Baronessen, hvad jeg vilde skrive og som jeg burde , efter min Characteer; det der satte mig i Forlegenhed var at jeg ved Erindringen om alt det Gode hun viiste mig, som Gjæst, skulde blive for varm, saa at der kunde siges, hvad der blev sagt om Hr Leth og flere andre Gjæster, der ikke behagede hende. - De kan tro at jeg paaskjønner og vurderer det meget Fortræffelige hos denne Kone, føler hvorledes hendes Characteer maatte udvikle sig, som den har, jeg vil altid, hvis det gjøres fornødent, tage hendes Parti, hun har mig for sig, naar Andre (jeg mener ikke Dem, Frøken) skiftede Mening. Jeg har moret mig særdeles godt derude, jeg er glad ved dette Bekjendtskab og ønsker meget at komme der igjen, uagtet de sidste Dage ikke ganske svarede til de første; der vare flere Smaatræk, som maatte støde mig, skjøndt de alle dreie sig om Ubetydeligheder. Jeg har et ganske sundt Øie for at see og - desværre stor Irritabilitet. Jeg var i de første Dage interessant for Baronessen, hun kjendte ikke hvad der ellers kan være godt hos mig og derfor maatte med Nyheden Interessen svækkes. At hun sagde at Christian ikke havde været der før og at man derfor ikke gjerne vilde have ham indlogeret i Billardet var, da jeg hørte det ikke forholdt sig saa, han er jo en gammel Gjæst, til at støde mig noget, desuden - ? dog jeg vil ikke anføre de flere Ubetydeligheder, jeg har nydt saa meget godt og faaet Flere der paa Stedet saa kjære, at jeg en anden Gang hvis jeg kommer der, maaskee lettere overseer Smaating, end det denne Gang er Tilfældet. - Hvad Dem angaaer da er og var De ikke god imod mig, og hvorfor? Fordi jeg rørte Deres ømmeste Side, ikke holdt af at De skulde være Kudsk! Det er det De meest er vred for. Men jeg meente det godt, jeg frygtede for Dem og os Alle paa Vognen da jeg troede og troer endnu , at De ikke har Kræfter til at holde et Par Heste naar disse blive sky. Jeg var broderlig angest for Dem, naar De ene kjørte ud med Pigerne. Den sidste Dag vi kjørte sammen gjennem Skoven, blev jeg overtydet om at De kunde
kjøre, De gjorte det fortræffeligt, langtbedre end vor fælles Ven Henrik, som jeg agede med over Mark og Eng for at vise jeg ogsaa kunde være letsindig, men uagtet jeg erklærer Dem for en sjælden god Kudsk, siger jeg endnu, De kan ikke holde
et Par Heste blive disse forskrækkede. - Dernæst er De vred for min gode Hensigt, efter Aftale
at vække Dem Klokken 81/2; De kan tro, da jeg hørte De brast i Graad, blev jeg ligesaa bedrøvet, som forbauset. - Jeg mister nødig mine bedste Venner, men jeg er i Verden forberedt paa Alt; de jeg elske have tidt krænket mig; de jeg med broderlig Sjæl har betroet mig til have staaet fornemme kolde; jeg kan taale meget Sjæleligt. En søvnløs Nat, nogle mørke Timer saa kommer man i Ligevægt igjen, derfor optag mit Brev som De vil, indtil jeg høre mere er jeg som før Deres broderlige Ven.
. . Oprigtige Hilsener til Baronessen, Baronen, Holger, Frøken Schwartsen etc. etc. [I Marginen paa 1te Side:
] Hils Broderen!
