Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff (02/10-1857)

Museum Odense

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff (02/10-1857)

Inventarnummer
HCA/A-201-0042

Om genstanden

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff. Gave fra laboratorieejer A. Simonsen Andersen, Kastanievej 66, Odense.
Basnæs ved Skjelskjør den anden October 1857.

Min kjære trofaste Veninde!

Tak for Gjengivelsen af mit Brev til Dickens, jeg har afskrevet det og lader det i Dag flyve syd vest paa. Det var kjærligt, naturligt og rigtigt af Deres Søster Ida at hun holdt Dem tilbage! jeg blev saa glad derved; jeg veed ikke, den hele Sommer har jeg ikke kunnet faae det i Hovedet, at De skulde saaledes ene drage ud i den vide Verden! tro mig jeg kan nok for­staae Forhold og Stemninger, Følelser og Beslutninger, men - ja nu er det godt at De for det første bliver i Havn; ogsaa dermed har vor Herre sin vise Omsorg. Hils kjærligt og inderligt Deres velsignede Søster ogsaa Deres Svoger hilser De fra mig.

Jeg er nu paa Basnæs; rundt omkring er Sygdom; Cholera har viist sig i Sognet ved Holsteinborg, som ligger en Miil herfra, Skjelskjør er heller ikke længer borte og Korsør, naar man gjør Veien gjennem Luften, som nok Fru Cholera befarer, er ikke i meget kortere Afstand; jeg troer ogsaa at fornemme det, thi næsten hver Dag naar jeg har gaaet i Haven føler jeg et forbigaaende Ildebefindende. Fra Sorø reiste jeg sidste Løverdag, der var saa godt som ingen Reisende med ned mod Korsøer; Fru Scavenius og hendes Børn afhentede mig selv i Slagelse, jeg var underlig forstemt, havde en Fornemmelse som om hele Landskabet var en Sygestue, men da jeg havde sovet paa Basnæs og næste Aften i min hyggelige Stue sad og saae ud over Beltet imod Laaland, saae Maanen skinne saa klar paa det blanke Vand, fornam jeg hele Ungdoms Sindet, det var som kunde jeg aldrig døe! - Jeg har nu begyndt at nedskrive om mit Ophold hos Dickens, det giver mig Beskjæftigelse, dernæst læser Miss Dounloup hver Dag en Time Engelsk med mig! - Veiret er endnu smukt, det er ganske sommerligt, dog længes jeg særdeles efter at komme til Kjøbenhavn, men før otte Dage efter at intet Cholera-Tilfælde der har viist sig, mener Doctor Collin, jeg ikke skal komme, især da det just er i Nyhavn de fleste have viist sig. Seer De noget til Hauchs da bring dem en Hilsen fra mig! Nyt har jeg ikke at meddele, Dagene glide eensomt hen; det er en Begiven­hed naar et Dampskib glider nær ved Kysten forbi os, det er en Begiven­hed, naar Ravne, Krager og Aliker i store Hobe flyve fra Skoven og i Kredse omsuse de gamle Kastanietræer i Haven. Musik have vi desværre ikke, læse høit taaler jeg ikke længe, i det min weimarske Forkjølelse endnu ikke er paa Døren. I Dag stormer det, Søen vælter store hvide Bøl­ger, Løvet flyver om i Haven. Lev vel!

Deres broderlige Ven H.C. Andersen.

Til Frøken Henriette Wulff.

[Udskrift ] Til Frøken Henriette Wulff

Adresse: Conferentsraad Kock

Ny Kongensgade i Kjøbenhavn.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Flintdolk/Kortsværd af flint

Arkæologisk genstand

Flintdolk/Kortsværd af flint

ca. 1700 f.Kr.

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.