Om genstanden
Kjære Andersen! Jeg var netop ifærd med at trille Møg, da jeg modtog Deres Brev [2], hvori De betroer mig Deres oekonomiske Sorger; jeg vasker mine Hænder og svarer Dem strax. Først maa jeg protestere mod, at jeg skulde have undladt at opgive Deres Status pr. ult. Decbr. 1874; dette er ligesaa utænkeligt for en Forretningsmand, som det vilde være for en Digter ikke at see efter i Aviserne, hvorledes hans Arbeider bedømmes. Dernæst kan De vel tænke Dem, at jeg ikke har Deres Regnskab herude, og at jeg ikke, som mangen Anden maaskee vilde gjøre sig interessant ved, indvier andre Folk i Deres Formuestilstand. Derfor ligger Deres Regnskab i min Hvælving i Sparekassen.
Nu træffer det sig derimod saa heldigt, at Hovedposten af Deres Eiendom staaer i Sparekassen, og at dette altsaa ikke er nogen Hemmelighed for dennes Embedsmænd. Jeg har derfor sendt Sparekassen til Udfyldning en Seddel, som vil blive sendt Dem med dette Brev. Naar De til denne Opgjørelse lægger Obligationsformuen (12,200 Kroner), saa har De Deres Status saa nøiagtigt, som det behøves; ja, jeg maa sige: nøiagtigere. Thi hvor er det muligt, kjære Andersen, at De med denne Formue og i en Stilling, som ikke paalægger Dem nogen Forpligtelse ligeoverfor nogen Dødelig, kan paatvinge Dem selv Pengebekymringer i samme Øieblik, som De føler Nødvendigheden af at bruge dette Middel til at tilfredsstille den meest berettigede jordiske Fordring: at bevare sit Liv eller sin Helbred!
Methusalem vil jeg ikke citere, han hører til Mythen; men selvom De skulde blive saa gammel som Drakenberg [3] og altsaa endnu have 50 Aar at leve i, vil jeg indestaae for, at De ikke, selv om De aarlig reiser, skal komme til at lide Nød; og til Sikkerhed herfor vil jeg pantsætte Ellekilde Hovedgaard med Gods og Forstrandsret med 1ste Prioritet næstefter Bankhæftelsen [4].
Da jeg godt kan begribe, at De, som er syg, ikke bryder Dem om at vide, hvorledes Andre have det, vil jeg afholde mig fra at beskrive min Tommelfinger, som mindst 2 Gange daglig gaaer af Led og maa sættes tilbage med Maskinkraft; Fortællingen om en kostbar Rude, som sønderbrødes, ikke af Skjæbnen, men af en Glarmester, egner sig ogsaa mere for det mundtlige Foredrag.
Dog vil jeg i Almindelighed bemærke, at vi have det godt og glæde os ved Louise og hendes Smaabørn [5]; Alle hilse i Forening med
Deres ældste og uforanderlige Ven
E. Collin.
