Om genstanden
Lejlighedsdigte af H.C. Andersen nedskrevet af Louise Melchior og modtaget af museet efter hendes død i testamentarisk gave.
Et foldet ark linjeret papir, fire beskrevne sider
To digte hører til et tableau fremsagt på Dorothea Melchiors fødselsdag den 16. februar. I dagbogen skriver H.C. Anderen om dette:
"Fru Melchiors Fødselsdag, om Aftenen var denne Fest benyttet til Afskeds Stads for en ung Hr Meyer der skal til London og paa Contoir hos sin Broder. De gave i Tableaus Ordet "Farvel", jeg havde skrevet en Slags Prolog som Fortuna sagde, A var Amor og Psycke, R var Romere, V var Voxkabinet i det var Redacteur Bille Paven. E, fyldte jeg ved at læse et Eventyr, "Hvad Fatter gjør er altid det Rigtige". L blev givet i Vaudeville Monologen Klokker Link. Jeg gik strax efter disse Billeder som endte med en Sang af mig; nerveus blev jeg paa Hjemveien Klokken var henimod 12, efter eet kom jeg iseng."
Prologen lyder:
"Ved Festligheden.
16 Februar 1865
Jeg Fru Fortuna skal foretille,
Jeg er sendt af hende paa denne Dag;
Jeg kommer her midt i det festlige Lag,
Og lader Spøgens Guldæble spille.
Det er hendes Villie, smukt og bedst,
At just her groer frem paa den huslige Fest
Erindringens Blomst for den flyvende Gæst,
Ja En, som flyver i disse Dage,
Og først efter Aaringer kommer tilbage.
Hvert Blad paa Blomsten sig føier i Qvæl,
Med Farver og Toner til et Farvel
Og glædeligt Gjensyn! Lykke og Held!
Ja dette er sagt, som en Slags Prolog,
Og nu gaar igjen jeg hen i min Krog.
_____
H.C. Andersen.
Fremsagt som Fru Fortuna af Fru Johanne Melchior ved Opførelsen af Ordet "Farvel" i Anledning af Herman Meyers Rejse til Vestindien."
Afslutningssangen lyder:
"Ved Festligheden 16 Februar 1865
Sunget af alle Gæsterne efter Opførelsen af Ordet "Farvel"
Mel: Vift stolt paa Codans Bølge.
Farvel i Billedrække
Sig gennem Stuen svang;
Nu vil vort Hjerte lægge
Det samme ord i Sang.
Og har Du ret i samme
Hvert Vennehjerte hørt,
Saa skal Du Dig ej skamme,
Ifald Du bliver rørt
______
Hvor Dygtighed blev givet,
Og Hjerte og Humør,
Der straaler Ungdomslivet
I dejligste Couleur"
Johanne Melchiors lille dreng William døde natten til den 8. november 1868 og H.C. Andersen forfattede dette lille mindedigt, som han overrakte Melchiors den 12. november:
""Lille William."
Saa fløj Du fra os, hen hvor Ingen veed
Og sige kan og dog maa evigt være,
Thi Jordlivs Blomster er Livs Evighed!
Fra Barneverdnen, uden Synd, Du Kjære
fløi Du! et tænktsomt Barn, saa sælsomt klog;
Din Tale var en heel Historiebog.
Lev vel! flyv forud kun, vi naa Dig dog,
Du Kys og Hilsen til din Moder bære.
Du Paul bad: Vil Du nu William være!
_____ "
Sidste digt er en versificeret skaaltale, som Andersen bragte Moritz Melchior på dennes fødselsdag i 1867. Den lyder:
"En Børneflok paa Fødselsdagen bad,
Og Barnets Ønske groer som Rosens Blad;
Hvert snor sig her om Glasset, som vi tømme;
En Hustru lægge Perlen paa dets Bund
Hun kysse Livets Lykke paa Din Mund
Til Virkelighed blier Hjertets Drømme.
Rolighed den 22 Juni 1867.
Ved Middagsbordet paa min Faders Fødselsdag"