Om genstanden
Kjøbenhavn den 6 October 1844.
Deres Durchlauchtighed!
har været saa naadig at tillade mig at jeg maatte skrive og ugeneIt, som jeg har følt mig i Deres velsignede, elskede Kreds. Hver Dag har man i Kjøbenhavn, ventet Hendes Majestæt Dronningen, saa snart hun indtraf vilde jeg have søgt Audients og lige efter denne skrevet dette mit første Brev, men det stormfulde Veir har forhindret hende i at komme og nu iaftes hører jeg at hun bliver over i Odense Kronprindsens Fødselsdag, jeg vil da ikke udsætte det en Time længer med at skrive. Gid jeg ret kunde oplukke min hele Sjæl, ret levende udtale hvor dybt jeg har filt og føler al den Naade og Elskelighed jeg har mødt paa det kjære Augustenborg. Denne sidste Sommer har været mig, som en deilig Drøm, som et smukt Kapitel i mit Livs-Eventyr. I Tydskland tilbragte jeg lykkelige Dage, fulde af Erkjendelse og Venskab hos de ædleste og meest fremtrædende Personligheder. Ved Hoffet i Weimar følte jeg mig første Gang ugenert og - om jeg tør sige det - hjemme ved et Hof. Den unge Arvehertug viiste mig saa megen Hjertelighed, saa aabent Tegn paa Venskab, at jeg derved blev blød om Hjertet og Gud taknemlig for de Evner han har givet mig og som ene ere mit Adels Patent. Da jeg derfor gik hjem fra Tydskland, betragtede jeg de smukke Solskins Dage, som endte, som "gamle Minder", og i det samme rullede der saa uventet, som en heel Fee-Historie, to nye Afsnit op i mit Liv, Sommerdagene paa Føhr og paa Augustenborg. Øieblikkelig begreb jeg det ikke ret, da jeg af Grev Rantzaus Brev saae at hendes Majestæt var saa naadig at kalde mig til Føhr. Der er jeg ret kommet til at / see begge Majestæternes hele elskelige Personligheder, næsten kunde jeg ønske at de to ikke vare en Konge og en Dronning, da kunde jeg maaskee bedre end nu, vise hvor meget jeg holder af dem. - Jeg er saa lykkelig ved al den ædle Naade og Mildhed jeg der har følt og opfattet, men paa Augustenborg blev jeg længer, der har jeg kunnet leve ind i Familielivet - O naadigste Hertuginde - man bliver forædlet og god ved at see elskelige herlige Mennesker om sig. De og alle Deres glemte saa ganske at jeg var fattig, borgerlig, ene i denne Verden, - men tro, jeg glemte det aldrig, naar Hertugen havde den Naade at lade mig føres til Taflet af Deres Durchlauchtighed, eller af Prindsesserne, naar han gav mig Plads ved sin Side, da var jeg indvændig ydmyg, blød i Sjælen, og min nærmeste Tanke var først Gud og dernæst de Ædle, der i mig skattede det ædle Metal han maaskee i en enkelt-Retning har nedlagt hos mig. O Deres Durchlauchtighed, De har kastet Solskin i mit Hjerte, der maa komme noget godt deraf og det Gode, er De og Deres da Skyld i. Jeg bliver ganske veemodig ved Erindringen; o tryk Hertugens Haand og siig ham hvor taknemlig jeg er ham, hvor dybt bevæget hans Naade mod mig tidt gjorte mig; da han udbragte min Skaal, kunde jeg ikke holde mine Taarer tilbage, mit hele Liv rullede mig i de faa Minutter gjennem Tanken. Siig Prindsesserne at jeg aldrig vil glemme hvor velsignede de have været mod mig. At de kom endnu ud paa Trappen og alle viftede med Tørklæderne, var saa elskeligt! - hver Førstelig stiger just, ved, som det rige Korn at bøie sig; den Naade og Mildhed - ja jeg har ikke Ordet for det - De alle have viist mig vil en god Gud opskrive i sin Bog. Bring mig i Erindring hos Statholderen og hans Gemalinde, siig Prindserne min inderlige Hengivenhed for dem, og at jeg tillader mig snart at skrive et Brev til Prinds Friedrich; hans stille, dybe Sjæl, troer jeg at have / begrebet. Saa levende gaaer alle Erindringerne gjennem min Tanke, Frøken Krog vil Da nok forstaae at hun ogsaa staaer klart erindret; især har jeg hendes Billede og Udtryk, naar hun sad stille, tænkende over eet og andet og et klogt Smiil spillende om Munden. Men jeg skulde fortælle om Reisen herover; ja den var ikke behagelig; vi fik fra Svendborg en Storm, saa at Skibet f1øi tre Mile i Timen, de Fleste sang tyrkisk - jeg, ja jeg var aldeles ikke Sanger; en kuriøs Dame, jeg troer næsten fra Als, man sagde hun skrev Vers, var saa forfærdet, at det blev originalt, mig lod hun kalde ned til sig i Dame-Kahytten og spurgte mig om jeg turde gjøre Eed paa at vi kom levende i Land, hun vilde endelig have at vide hvor dybt der var, og da jeg sagde at der var dybt nok til at drukne, hvinede hun høit, bad mig bede Skipperen seile nærmere Landet, rimeligviis haabede hun da at kunde bunde; hun var virkelig alfor komisk frygtsom; imidlertid gik de Fleste i Land ved Kallehave, og saa tog jeg med, eftersom Kapitainen ikke ventede før følgende Dag igjen at naae Kjøbenhavn. Vi maatte kjøre paa aaben Vogn lige til Kjøge, hvor vi først fik en lukt, det var skrækkeligt koldt og jeg har forkjølet mig betydelig. Ved Hjemkomsten fand!t jeg to Behageligheder, den ene var at mit Stykke:"Lykkens Blomst" er antaget til Opførelse, det anden, var et egenhændigt Brev fra Arvestorhertugen af Weimar, det var saa velsignet skrevet, saa ligefremt, saa hjerteligt - ja, som om det var blevet til paa Augustenborg. Han mældte mig at han havde faaet den tydske Oversættelse af mit Drama: "Mulatten" og at det vilde være ham "en Stolthed", at bringe i stand, at Weimar blev den første tydske Stad der gav et dramatisk Stykke af mig; det vil saaledes der snart komme paa Scenen, han bad mig betragte Weimar og egentligt hans Slot Ettersborg som mit andet Hjem og ham selv, som een af mine meest trofaste Venner!" Er det ikke smukt, kjærligt og godt! O Menneskene ere virkeligt Alle for gode mod mig, jeg føler mig saa / lykkelig, saa opfyldt med smukke Erindringer og deilige Forhaabninger, mellem disse dykker især frem om de kommende Sommerdage næste Aar paa Augustenborg og Gravensteen. - Tør jeg afgive en Hilsen til Grev Rewentlow; hans Brev blev besørget i Land med een af Grev Knuths Forvaltere, der lovede, uforstøret at besørge det. Mad: Larcher har jeg bragt Knappene og sagt Beskeed. Alle mine nærmeste Venner glæde sig oprigtig over al den Naade og Glæde jeg har modtaget, jeg lever endnu i Erindringen og haaber at det hertugelige Huus vil blive mig naadig og god alle Livsens Dage! Gud glæde og velsigne Dem for Alt! Lev vel naadige Hertuginde; en Bouquet af Hilsener hæfter jeg til mit Brev og naar disse udeles glemmes ingen, Hr von Kossel, Mis Hovden & men først Hertugen, de tre Prindsesser, Prindserne og Frøken Krogh.
i dybeste ærbødighed
Deres Durchlauchtigheds taknemelige, hengivne
H.C. Andersen.
