Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (18/05-1867)

Locle, Canton Neuchatel, Suisse. Den 18 Mai 1867.

Kjære Fru Grevinde!

Uagtet jeg ikke troer at Deres Naade er taget til Holsteinborg, da det nok slet ikke vil blive Foraar hjemme, sender jeg dog dette Brev til den gamle Gaard, hvor Sang og Saga engang skal fortælle om de ædle kjære Mennesker, som nu leve der. Jeg har nu været paa femte Uge borte; hele tre Uger blev jeg i Paris, men den længste Tid der, var det særdeles koldt og altid Regnveir, jeg gik aldeles vinterklædt; saa slog Veiret om og vi fik en voldsom Varme; Alt var dyrt, Afstandene ere saa lange og vanskeligt fik man en Vogn; jeg var imidlertid næsten daglig i Udstillings Bygning[en], der efter alle Udtalelser skal være slet bygget, jeg er af en modsat Mening, jeg synes just at den er godt tænkt og godt udført. Vor danske Afdeling støder lige op til den Græske, saa at Kong Georg den Formiddag han, incognito, var der kunde gaae fra sit Rige ind i sit Fædreland; paa Grændsen mellem begge Riger forenede sig det græske og det danske Flag, jeg havde, paa Opfordring, skrevet et Par Ord, malede mellem Flagene.

"Her Grækenlands Vaaben og Danmarks Flag
Dig hilse og føle Dit Hjertes Slag".

Deiligst derude var en stor aflukket Have hvor mægtige Palmer løftede sig i det uhyre Glashuus og hvor de meest farverige Blomster prangede. Nær der ved var en kunstig Grotte, man troede derinde at gaae paa Havets Bund, thi rundt om, bag store Glas Vægge, svømmede Fiskene og saae paa os med underlig dumme Øine. Svenske, Norske og Danske indbød mig til en Fest i Palais royal, en dansk Sang til mig blev sjunget, flere Taler holdte, dog derom har vist Deres Naade læst i en eller anden af de danske Aviser, jeg hører der er meddeelt herom. Det var en smuk hjertelig Fest! Fra Paris tænkte jeg paa at reise lige hjem, men jeg hørte aldeles ikke om Festlighederne i Anledning af den 26 Mai, vor Dronning er nok ogsaa endnu i Engeland; jeg havde lagt min Reiseplan at jeg kom hjem til Festlighederne, men da jeg som sagt ikke hørte om disse og min Ven Jürgensen i Locle, som jeg mødte i Paris bad mig saa særdeles hjerteligt, dog at lægge Hjemveien over Jurabjergene og blive lidt hos ham, saa tog jeg fra Paris, over Dijon, og kom saaledes i Torsdags til Schweitz; det var stærk Sommervarme lige her til Bjergene, nu er jeg, som De, i det tidligste Foraar; Træerne ere netop sprungne ud og Græsset grønt; jeg har Morgen og Aften i Kakkelovnen; om nogle Dage forlader jeg dette venlige Hjem, som jeg nu for tredie Gang besøger, første Gang var det i 1833 hvor jeg da fuldendte min Ungdoms Digtning Agnete og Havmanden. Jeg reiser lige hjem og er vist der i de første Dage af Juni; da haaber jeg at Bøgeskoven er grøn, at Kukkeren synger, at Alt staaer ved det gode Gamle, nu da Freden, idetmindste for Maaneder, synes at ville lyse over Landene. Jeg glæder mig til at see og tale med Deres Naade, Hr Greven, alle Børnene, Frøken Schmidt, hele den hjemlige Kreds paa Holsteinborg. Ulrich Adolph er dog nu fuldkommen vel; jeg glemte ikke, efter Aftale at henlægge til ham en heel Pakke Stereoskopbilleder, men endnu da jeg tre Dage efter afreiste, laae de uafhentede. Med Kammerherre Wolffhagen aftalte jeg at besøge Fru Roberedo, men der kom altid Noget iveien og jeg fik kun sendt hende en Hilsen ved Frøken Bartholin, som jeg en halv Dag var sammen med i Udstillings Bygningen. Bede Deres Naade om et Brev, tør jeg ikke, selv veed jeg heller ikke hvorledes jeg flyver hjemad, om der noget Sted bliver Ophold uden i Hamborg hvor jeg boer i Hotel d Europe, der venter jeg Brev fra Collins.

Deres Naades taknemlige, ærbødige

H.C. Andersen.

Er Deres Naade endnu i Kjøbenhavn, bring mig da i naadig Erindring hos Deres Svigermoder og hos H. M. Enkedronningen.