Om genstanden
Basnæs 13 Mai 1871.
Kjære, fortræffelige Fru Grevinde!
I forgaars kom jeg her til Basnæs og kan ikke være saa nær det hjemlige Holsteinborg uden at sende Brev med Hilsen derhen. Jeg veed at Deres Naade er lidende, hvor tungt, hvor bedrøveligt. Meget havde jeg glædet mig til inde i Byen, i Vinterens Løb, at have seet, talt med og været hos Deres Naade og hele Deres kjære Kreds, det er nu ikke skeet, gid at den kommende Vinter maa blive lysere og bedre; jeg har ogsaa lidt meget under denne, i de kolde Værelser jeg beboede over den aabne Port, hvor igjennem Vind og Snee susede. Der var utroligt fodkoldt, jeg fik megen Rheumatisme og Hoste, som vel endnu varer ved, men er dog i bedste Aftagende. Forrige Søndag forlod jeg Byen og begyndte min Foraars Udflugt med et Besøg paa Espe. Et Par Dage forud, havde jeg den Glæde at være tilsagt til en smuk, interesant Concert hos Hendes Majestæt Dronningen, den blev givet Kl 2 paa Eftermiddagen, Winding spillede ganske udmærket, og foruden ham var kun medvirkende Hofdamen hos Prindsesse Marie, Frøken Sternegg, en ung Dame paa 19 Aar, født i Wien og der underviist i Sang og Musik, hun har en stor, herlig Stemme og megen Smag, hun sang en Arie af "Euryante", Sange af Schumann, Schuberths "Erlkonig", Sang af Figaro, og endelig den store Arie af Jægerbruden: "Hist bag Skoven trækker op et Tordenveir". H. M. Dronningen havde særligt indbudt musikalske og Musikelskende Folk. Der var hele Representantskabet for Musikforeningen: Ersløw, Delbanco, Collin, Skrikke, Gade Hartmann etc. hver med deres Frue, Winding med sin Kone og saaledes en stor Mængde, der ikke sædvanligt komme til Hoffet; det var meget fornøieligt det Hele. I Søndags, som sagt, kom jeg i deiligt Foraars Veir til Espe hvor jeg blev til i forgaars og ret glædede mig ved at være hos de venlige Mennesker, see de udsprungne Bøgegrene og den deilige Skovbund med Skovmærker, Anemoner, Kodriver, Violer og Gjøge Urter. – Veiret er nu mindre smukt, men jeg er paa det hjemlige Basnæs hvor Alt staaer godt til og hvor jeg har de to store Stuer oven paa ud til Haven og Stranden. – Jeg har siden jeg skrev "Lykke Peer", som først sprang frem paa Holsteinborg, ikke følt Stemning til Digtning; den tunge blodige Krigs gruelige Efterretninger, ligesom den strænge Vinter selv, knugede mig, nu haaber jeg, efter igjen at være i det Frie, ved Skov og Strand, paa den Kyst hvor min Musa saa tidt har besøgt mig at høre fra hende. Gid at jeg ogsaa fra det nabolige Holsteinborg maatte høre gode Efterretninger. Deres Naade, Hr Greven, Komtesse Bodil, hele Børnekredsen, min hjerteligste Hilsen.
Deres Naades taknemlig hengivne
H.C. Andersen.
