Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (24/04-1873)

Museum Odense

Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (24/04-1873)

Inventarnummer
HCA/A-842-0002

Om genstanden

Frankfurth 24 April 1873.

Kjære, velsignede Fru Grevinde!

Hvor det var deeltagende og hjerteligt at Excellensen kom hjem i Hotellet til mig den Formiddag jeg reiste; hvor bedrøvede det mig at Deres Naade den Dag maatte holde Sengen og være lidende. Mange Venner saae jeg ude paa Banegaarden; der var Collins, Melchiors, Hartmanns, Grevinde Frijs med Datter etc., det var svært at sige Levvel. I Korsør overnattede jeg med min unge Ven som ledsager mig Nicolai Bøgh; han og de fleste Andre bleve syge i den rygende Blæst over Beltet, jeg stod mig. I Fredericia overnattede vi og da jeg næste Dag kom til Byen Slesvig, blev jeg paa Banegaarden venligt modtaget af Regjeringsraad Rosen, Broder til Enkedronningens Over-Hovmesterinde, af hans Smaapiger fik jeg en Bouquet Blomster og da jeg kom til Esselbachs Hotel havde Verten stillet sine to hyggelige Stuer til min Afbenyttelse. I Hamborg fik jeg Besøg af Etatsraadinde Donner, som venligt tilbød mig sit Huus naar jeg kom tilbage; Deres Naades Svigersøn kom medens hun var hos mig, men jeg saae, desværre, ikke den unge Fru Bodil, hun havde stærk Hovedpine, men sendte mig Hilsen. I Hanover vare alle Træer næsten udsprungne og fra Cassel her til Frankfurth foer vi lige ind i det levende friske Foraar; Frugttræerne blomstrede, Markerne prangede i Guult og Grønt. Vi boe I "Svanen" i Frankfurth, det er paa det Sted hvor det gamle Hotel af samme Navn stod, ligeover for Weidenbusch, men det er i den sidste Tid ombygget og aldeles nyt, det maa regnes til eet af de eleganteste Hoteller jeg endnu har seet. Min unge Reiseven er ude at see sig om, jeg tør ikke tage med i aaben Vogn, mine Kræfter slaae endnu ikke til. Hr Bøgh synes at jeg er gaaet godt frem i Sundhed og holder godt ud hele Jernbane-Kjørselen, men vi kjøre jo ikke mange Miil om Dagen og jeg synes at det gaaer langsomt med at vinde mit gamle gode Befindende. Imorgen, om Gud vil, reise vi til Heidelberg og derfra over Basel og Bern til Montreux, hvor jeg haaber at indtræffe til den første Mai og da at finde et kjært Brev, poste restante, fra Deres Naade. Hvor har De dog under min Sygdom, i denne Vinter, været mageløs god og deeltagende. Hvorledes skal jeg kunde gjengjælde Sligt og tænker jeg paa vort ædle Kongehuus, hver især, blive mine Øine vaade! jeg beder Deres Naade bringe mig i venlig Erindring. Kronprindsen tillod mig at skrive til ham naar jeg kom til Schweitz, det glæder jeg mig til, men jeg maa ogsaa følge min Trang og Lyst til at sende Hans Majestæt Kongen et Brev, jeg er forvisset om han vil naadigst optage det. Hans Reise-Taske følger mig stadigt!, alle Kjære leve i mit Hjerte. Deres Naade vil hilse Hr Greven og alle Børnene fra

Deres dybt taknemlige

H.C. Andersen.

Hjertelige Hilsener til Grevinde Wanda Danneskjold.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Typhon/Blåskæg

Buste

Typhon/Blåskæg

1903-1905

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.