Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (06/07-1874)

Museum Odense

Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (06/07-1874)

Inventarnummer
HCA/A-843-0009

Om genstanden

Bregentved den 6 Juli 1874.

Kjære, velsignede Fru Grevinde!

Deres Naade er nu igjen, antager jeg, paa det hjemlige smukke Holsteinborg[360], der hen flyver min Tanke og dette mit Brev. Excellensen er vel endnu i hele sin Statsvirksomhed i Kjøbenhavn og kan ikke nyde alt det Gode det huuslige Hjem har, ikke være sammen endnu med Deres Naade og Børnene, Breve maa flyve som kjære Budbringere mellem dem. Bring Excellensen min hjertelige taknemlige Hilsen, bring den ligesaa inderlig til alle Børnene, som ogsaa til Frøken Strauss og Frøken Jørgensen! Det var overraskende og glædeligt for mig hvilket Fremskridt i Bedring hos mig jeg fornam ved Opholdet paa Holsteinborg. Jeg tog derfra som et halv fornyet Menneske. Veirforandringen, Kulde og Blæst, som jeg ikke kan taale, satte mig desværre igjen tilbage i de 14 Dage jeg tilbragte inde ved Byen paa det gjestfrie »Rolighed«. – I Fredags reiste jeg her til Bregentved, Veiret er blevet mildere og mere stadigt, Skov-Luften er her kraftigere og jeg er i faae Dage atter taget til i Kræfter! jeg har det særdeles godt. Modtagelsen var saa hjertelig; Grevinden bragte mig deilige Roser, det var som om jeg kom til Deres Naade paa Holsteinborg. Greven og Grevinden bragte jeg Deres Naades venlige Hilsener og der er overdraget mig at bringe lignende igjen. Det er næsten 25 Aar siden jeg var her sidst. Meget har forandret sig, Alt er forskjønnet, Haven er blevet een af de smukkeste Parker i Danmark, her er Skov og Indsøer, Høider og smukke Blomster, laae Bregentved tæt ved Stranden, saaledes som Holsteinborg, da var Alt fuldendt i Skjønhed. Mit Ophold her var ansat til otte Dage, men det er allerede bestemt at det forlænges[361], jeg vil saaledes, om Deres Naade ret vil forunde mig en Glæde, her endnu i hele næste Uge kunde haabe at modtage Brev fra Dem[362]. Vidste Fru Melchior at jeg skrev i Dag til Deres Naade vilde hun paalægge mig at sende Hilsener, hun var saa glad ved det venlige Besøg De forundte hende og udtalte sig saa varmt og smukt, som altid, om Deres Naades Hjertelag og Personlighed. Her paa Bregentved er stor Glæde, i det at Stamherren har ved Examen erholdt bedste Characteer, og i Dag, er kommet Telegram at den yngere Broder[363] har erholdt den samme og kommer her hjem i Eftermiddag.

Endnu engang Tak for de velsignede Dage paa Holsteinborg! min Tak til Deres Naade, Excellensen og hver een som venligt mødte mig. -

I Taknemlighed og Hengivenhed

H.C. Andersen.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Ragekniv. Bronze. Skibsmotiv

Arkæologisk genstand

Ragekniv. Bronze. Skibsmotiv

Ca. 8000 f.Kr.

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.