Om genstanden
Holsteinborg pr. Skjelskør 11/10 1856.
Kjære Herr Professor!
Hvad maa De troe om min lange Taushed? – og dog var netop Deres Brev det første min Mand bragte mig efter min Sygdom, fordi han vel vidste at den Glæde – jeg nu hjertelig takker Dem for – vilde gjøre mig godt.
Men da vi sidst toge Afskeed, sagde jeg: »Som Fadder«! – og jeg troer De forstod Alt hvad disse Ord gjemte af Haab og Ønsker. Ved Guds Naade er jeg nu kommen saa vidt, at jeg tør gjentage dette Tilraab og bede Dem om De vil glæde os med – den 26. October at staae Fadder til vores yngste Skat. Gid den Musa der aldrig forlader Dem, maatte kaste et blivende, velsignelsesrigt Gjenskin over hans Vugge; at Poesien altid i Livet maa forskjønne og seire over Materialismen. Det var mig en Glæde ved min Søster Roboredo at faae frisk Hilsen og Efterretning fra Dem, men lad den Upasseligheds-Sky som hun desværre ogsaa omtalte – være flygted til vi sees! at den alligevel ikke trykker Deres Aand, derom vidner Deres Digt til den 6-October 35 . Min Svigermoder forlod os for at følge Dronningens Indbydelse til Sorgenfri; hun var desværre ikke fuldkommen vel dengang, men nu er det Gud skee Lov bedre. Hun har lige trofast og kjærlig deelt mørke og lyse Dage med os. Til disses Glandspunkt hørte ogsaa at have lært Dem personlig at kjende.
Forældre og Børn her anbefale sig i Deres venlige Erindring og ret specielt beder min lille Hedning om Deres Venskab ved hans Mama, Deres hengivne
Mimi Holstein.
