Om genstanden
Hotel Phoenix d: 15 Novb. 1866.
Kjære Professor!
Hvor det maa see utaknemmeligt ud, at jeg ikke før har sendt Dem kjære Ven endnu en skriftlig Tak for de deilige, paa Soelskin saa varme og rige Dage som De skjænkede os! – Men det er ikke saa, og jeg er glad ved at vide at De hellerikke tvivler om vores Hjerters bedste, inderligste Paaskjønnelse. Men min slemme den saa kaldte store Hovedpine kommer saa ofte i Veien for mine bedste Forsæts Udførelse og dette var, foruden forskjelligt Andet atter i den sidste Tid ofte Tilfælde. Vi have leiet afreiste belgiske Minister Bosch Spencers[137] meublerede Leilighed: 2den Sal, i Amaliegade 22 – og jeg kom herind igaar for at søge at tilveiebringe lidt Hyggelighed for min Holstein paa nævnte Sted hvor vi i Aften vil flytte ind. Frøken Bartholin har været hos mig paa Holsteinborg og reiste herind med mig iforgaars Aftes. Jeg har ret nydt mangen stille Time i hendes Selskab ved hendes livlige og paa Tanker rige Samtaler! – Hun malede en fyldig skjøn Blaa Drue med dens farverige Efteraarsblade – som ret tiltalte mig. Til Dem kjære Professor medbragte jeg nogle Pampasgræsstraa og en Krands af Statiser[138] uden Top-Blomst. Igjennem den hjemlige, yndige Beskrivelse af Deres Bolig som det Brev indeholdte fra Dem som min Bodild sendte mig i Dag – skimter jeg ogsaa en lille beskeden Plads, som maatte findes tilovers for disse faa Holsteinborger Blomster. Ja Tak, tusind Tak for de to velsignede Breve; da det havde trukken saa langt ud med det førstes Besvarelse, saa tænkte jeg nu at vente indtil jeg selv kom herind. De skylder ikke en Skilling for Vadsk forsikkrer Peter: Holsteins Vaabendrager, som Frøken Bartholin benævner ham. Krandsen er blevet lidt knuget paa Reisen men hos Dem reiser den sig nok igjen. Børnene ere Alle hjemme, og paa Løverdag haaber jeg med Guds Hjelp at gjensee dem, ihvorvel jeg næsten frygter for at jeg maaskee kommer til at ligge i Morgen af: »Fruens store Hovedpine«[139]. Hvad De siger om Bylivet, forstaaer jeg saa godt: jeg elsker det heller ikke – det er for mig altid som om jeg tabte mig selv og naar jeg nu dog kommer ind til Vinter efter Nytaar, saa er det for med Børnene at være med og hos min elskede Mand; Vi glæde os til Deres Juleløfter! ja hvormeget!!! – Det gaaer altid ned ad med »Den Syges« Helbred, jeg mener Frøken Borup[140]! – I Hast maa jeg sige Levvel fra
Deres hengivne
Mimi Holstein.
