Om genstanden
37.
Kjøbenhavn 28 Jan 1848
Kjære Ven!
Hjertelig Tak for Deres venlige Brev, jeg svarer Dem først idag, thi jeg har ved Kongens Sygdom og Død følt mig saa afficeret at jeg ikke havde Ro eller Tanke til Brevskrivning. Jeg holdt usigeligt meget af Kongen, og han var mig just i det sidste Aar af sit Liv saa god, kom mig imøde, næsten kan jeg sige det, som en Ven.
De skriver om de fem nye Eventyr, og jeg har i disse Dage sendt dem til en Afskriver, saasnart jeg faaer Afskriften skal jeg strax, rimeligviis først i næste Uge, sende Dem samme til Oversættelse; et Exemplar af Ahasverus vil følge med; dette Digt er i alle de danske Blade, endnu, særdeles vel omtalt, derimod mindre i Goldschmidts "Nord og Syd", men det er mere en "Snakken" om Bogen, end en Kritik, Meget har han slet ikke forstaaet, og det synes som om han meest har tænkt paa at udtrykke sig efektfuldt, hvor ved han imellem kommer ind i Corsar-Tonen. Vil De have nogle Uddrag af de forskjellige danske Anmældelser da skal jeg sende Dem samme. I "Nord og Syd" staaer en meget smuk Opfattelse af "liden Kirsten", maaskee en Overvurderen af Texten, jeg gjør Dem opmærksom paa samme. Om Udgaven i 10 Bind, synes jeg særdeles godt; naar kommer nu den illustrerede Udgave af Eventyrene? Jeg vil haabe at De fra Petersen har faaet sidste Rest. Nu mener jeg at Bogen ikke. dedicere s til Nogen. See at blive enig med Reitzel! jeg beder Dem. I Suplementbind vil De altsaa optage de 5 Eventyr, Nøkken, liden Kirsten, "En Historie" etc, Paa Romanen skriver jeg, og skal saa snart de 2/3 er færdig, sende Dem Manuskript til Oversættelse; jeg tænker den bliver henimod 30 Ark; til September skulde jeg troe at den godt kunde komme paa Tydsk, men herom, senere. - Troer De at Alle nu have faaet de af mig bortgivne Exemplarer af de samlede Skrifter? Siig mig lidt herom og om senere Anmældelser. Hils Deres Kone og Svigerforældre; samt Gade og Bötcher.
Deres hengivne
H, C. Andersen.
Hvorledes lever Laube, han fik jo et Brev fra mig da jeg reiste fra Leipzig. Over Kong Christian den Ottende har jeg skrevet følgende Vers.
- Da han laae døende paa Sygeleiet,
Drog Folkeskarer til Amalienborg;
De Alle følte hvad i ham de eied', .
Bad for hans Liv, bad ret i Angst og Sorg,
Thi meer og meer de Alle ham forstode,
Hvor oplyst folkelig han fremad gik,
Hans Villie var saa inderlig det Gode,
Han saae med Hjertets og med Aandens Blik;
Den Ringeste han gjerne vilde glæde,
Det Dygtige han skatted' og forstod;
O, altfor tidlig maa vi ham begræde,
Vi Alle tabte da han os forlod.
Der er saa stille nu i Kongeborgen,
Hvor Fader-Hjertet slog og hvor han leed.
Der indenfor og udenfor boer Sorgen,
Gud see med Trøst til hver Bedrøvet ned!
H.C. Andersen.
