Om genstanden
40.
Kjøbenhavn 4 Mai 1848
Kjære Ven!
Det er uendeligt længe siden jeg hørte et Ord fra Dem; jeg skriver derfor i Dag, uagtet jeg ikke veed om Brevet kommer i Deres Hænder. Hvorledes det staaer til, veed De af Aviserne, og jeg vil haabe ogsaa af danske Aviser! Det er for mig en skrækkelig Tid, jeg har, som De veed, saa mange Kjære i Tydskland og er tillige, det føler man i Trængselens Tid, saa fast med Roden i mit kjære Fædreland. Vor Herre vaage over os! - Her er ellers en Sammenhold, en Begeistring, som er stor og beundringsværdig, alt Smaat falder bort under saadanne Omstændigheder; ogsaa i Sverrig og Norge følger man os med dyb Deeltagelse, saaledes var det i Christiania, da man der i Theatret om Aftenen hørte om de Danskes Tilbagegang fra Schleswig, spillede Orchestret en Sørgemarsch og man endte Forestillingenl. Gud alene ve ed hvorlænge Krigen vil vare, han veed naar vi mødes igjen kjære Ven! - Med litteraire Arbeider, er der vel ikke stor Fremvæxt, og mine gaae rimeligviis, slet ikke i denne Tid, dog haaber jeg at de længere hen ikke skulle ligge Dem som en Byrde. Lad mig vide om De giver snart ud de illustrerede Eventyr. De husker da, at vi bleve enige om, at de ikke dediceres til Nogen. Hvorledes gjør De med de sidste Eventyr De fik? har De Billeder til disse? dersom De ikke har, gjør det vel heller ikke noget, men bedst at Eventyrene selv komme. Naar og hvorledes troer De Reitzel faaer Klodsene? Dog han vil jo først give den danske Udgave til Julen og før den Tid haaber jeg da vi have Fred og ingen Fare. - Det sidste Hefte, Tillæg til de samlede Skrifter, er ikke kommet her til, jeg har heller ikke i tydske Blade seet det anmælde, som udkommet. Gade3 talte jeg med forleden Dag, han hilser Dem; det glædede mig af ham at høre, at han i Leipzig, selv i denne sidste Tid, havde som før været venligt og godt behandlet. Naar De seer Brockhausens, von Pfordtens og andre mine Venner, da hils dem paa det kjærligste. Iaar kommer jeg da ikke paa Farten, neppe en Gang til Stockholm, som det var mit Ønske og min Bestemmelse. Jenny Lind fik jeg nyelig Brev fras, hun er nu, rimeligviis, i London. Der er Sang og Klang, medens vi have Kanontorden.
At Deres Broder er Krigs-Fange, veed De vel? Fangerne skulle imidlertid behandles særdeles vel, og Lægerne ere alle i Brug; jeg veed at de tydske Fanger hos os, have det godt, de faae Bøger og Schakspil etc. foruden deres dem her tildeelte Kostpenge, have de ogsaa Lov daglig at bruge en Sum af deres egne7. Hils nu paa det hjerteligste Deres Kone og Sviger-Forældre; gid den Spalte der med Sværdet hugges mellem Tydskland og Danmark snart voxe sammen, jeg skal, som Digter gjøre alt mit til at plante Fredens og Kjærlighedens Grønt. Nu Gud glæde og velsigne Dem og tænk venligt paa Deres inderlig hengivne
H.C. Andersen.
