Brev fra H.C. Andersen til Carl B. Lorck (28/11-1852)

Museum Odense

Brev fra H.C. Andersen til Carl B. Lorck (28/11-1852)

Inventarnummer
HCA/VI-20A-0089

Om genstanden

89.

Kjøbenhavn 28 Nov: 1852

Kjære Ven!
hjertelig Tak for Deres Interesse for mig og mine Arbeider, jeg er særdeles glad ved at den lille Historie-Samling kommer ud denne Juul, gid at De snart maa opleve et nyt og atter et nyt Oplag af den. - I Værd staaer denne Samling ikke under Eventyrene, gid at den maa nu have disses Lykkestjerne.
Delbaneo siger mig at disse her medfølgende Blade ville komme tidsnok til Dem, for at de kunne indhæftes eller indlægges i de Exemplarer jeg fra min Haand ønsker givne bort. - Er De ikke nok saa god at see paa hvert enkelt Blad om det er rigtigt stilet og sørg dernæst for at det endeligt kommer nøiagtigt i det Exemplar der skal forære s Vedkommende.
Det Exemplar til Kong Max af Bayern, samt det til Theater-Intendanten Dingelsted, lægges sammen med det til Dönniges og alle disse tre afsendes til Geheime-Legations-Raad Dr: Dönniges i München.
Til Kammerherre Beaulieu i Weimar, afsendes det
Exemplar jeg har bestemt til hans Kone, ligesom ogsaa det til Arvestorhertugen af Weimar.
Til Dresden sendes eet Exemplar til Fru Baronesse Decken og eet til Fru Majorinde v. Serre.
eet Exemplar til Fru von Eisendeeher i Frankfurt am Main, hendes Mand er der Oldenborgsk Minister.
eet Exemplar til Dr: Carus i Dresden og eet til Jenny Lind-Goldschmidt i Dresden.

Da jeg ikke veed hvormange Exemplarer jeg har Raadighed over, især da jeg selv ønsker to, saa stopper jeg her.
Lad mig endelig vide hvorledes denne Bog bliver optaget; siig mig ogsaa hvad De selv synes om i den. Ikke sandt: "Under Piletræet" er een af mine bedste Historier? Hils Deres Kone og Svigerfader ret hjerteligt fra mig. Jeg lider, øieblikkelig af en stærk Forkjølelse, har Sennopskage i Nakken, og klæber altsaa temmeligt smertefuld ved det Jordiske, gid jeg nu snart faae nogen aandelig Opretring. Tak for det gamle Aar! - Gid at et nyt og lykkeligt rulle op for os Allesammen.
Deres hjerteligt hengivne

H.C. Andersen.

E. S.
Dr. Carus har vist flere Titler, er maaskee Excellense, jeg veed ikke, men er det Tilfældet vil De da tilføie det.

Til
Hr. Boghandler Carl B. Lorck i Leipzig.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Noget helt andet

Se noget uventet

Tag et spring til en anden genstand i Museum Odenses samlinger.

Overrask mig →
Havfrue

Statuette

Havfrue

1920

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.