Om genstanden
Brev nr. 348. Fra H.C. Andersen til Mathilde Ørsted.[1]
Glorup den 12 Juli 1850.
Kjære Frøken Mathilde!
Det var venligt og smukt af Dem, at De skrev [2]; ja, jeg vidste nok, De vilde det! Jeg havde gjerne strax skrevet igjen; men det stille, eensartede Liv her paa Glorup giver ikke Meget at fortælle.“Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie!” siger Oehlenschlæger [3], og dette lader sig anvende paa ethvert stille, hyggeligt Liv. Noget paradisisk er her virkeligt i den smukke Skov-Eensomhed paa dette Sted, og skulle vi, for at blive i Billedet om Paradiis, ogsaa have Slangen - ja, saa har jeg den i mig selv; rettere sagt: den lille Svartalf [4] “Mismod” - maaskee fortjener han et stærkere Navn - har i den sidste Tid plaget mig, som i de tidligere, de tungeste Dage. Den Følelse: ikke endnu ret at have gjort noget Dygtigt - og Forvisningen om ikke at kunne det - piner mig tidt skrækkeligt! Mange tale og skrive om min Forfængelighed, min Overvurdering af mine Kræfter. O, hvor vi Mennesker lidet kjende hverandre! - Det har ogsaa bedrøvet mig, at Bøgh udgav sin Parodie paa “Ole Lukøie” [5]; jeg har læst den og seer deraf, at han maa kunne have forstaaet min Digtning bedre, end han har villet det. Min Eventyr-Comoedie er sandeligt ingen Feberdrøm; just denne phantastiske Digtning er veiet paa Vægt. Jeg vil her, som ved et Regnestykke, kunne sige: “Saaledes maa det være, og dette er bygget paa Grunde!” - Underligt er det ogsaa, at jeg altid skal være Skiven, at altid jeg skal gjennemhegles og latterliggjøres; men min Ulykke er, at man veed, man tør. Mængden er phantasiløs og latterligt hverdags; Intet er lettere, end at bilde den ind, at selv den sandeste Phantasie er en halv Galskab. - Ja, naar man i Verden havde udrettet, hvad en Galilei har, saa kunde man nok, i himmelsk Bevidsthed, udholde Fordømmelsen. Dog, med sørgelige Beklagelser skulde jeg ikke underholde Dem; men De veed: hvad Hjertet er fuldt af, det maa frem, og vistnok meest hos en Personlighed som min. Nu, disse Søer gaae ogsaa! Kom Fartøiet kun engang i Havn, og det med god Ladning! - De maa endeligt hilse Deres Fader fra mig! Jeg holder saa uendeligt meget af ham, og han er virkeligt den, som har holdt mig oppe i mange tunge Timer, naar jeg opgav næsten mig selv. Hver Gang jeg, ved Læsningen af Oehlenschlægers Erindringer [6] - jeg har faaet de tre første Hefter - seer hans venlige, livssunde Personlighed titte frem, bliver jeg saa glad; jeg veed, han ogsaa i m i t Liv spiller en stor, aandelig Rolle. De skriver, at han gjemmer sin Bog [7] til mig; ja Tak, tusinde Tak; men jeg vilde rigtignok helst have den strax; det kunde skee med Pakkeposten til G l o r u p v e d N y b o r g. Jeg bliver her hele denne Maaned ud. Paa Erindringerne fra Sverrig [8] har jeg skrevet en Deel, dog meest omskrevet og atter omskrevet, hvorved det Hele vinder i Klarhed og Stiil. Jeg seer deraf, hvor vanskeligt det maa være at gjengive [Noget] i et fremmed Sprog; thi neppe En af mine Oversættere veie saaledes Udtrykkene, som jeg her har gjort det. - Hører De Noget om Marstrand og hans unge Kones [9] Besøg ved Trollhättan og oppe i Dalarne, saa siig mig Lidt derom. Ja, De mærker nok, jeg venter endnu et lille Brev; thi Deres Faders Bog faaer jeg jo! - Deres Onkel [10] med Familie er jo reist til Bornholm; jeg har seet det imellem “Reisende”. Til ham kan jeg altsaa ikke sende Hilsener, men saa des flere til Deres Forældre, Brødre, Sødskende, Svogere og den unge Scharlinge-Slægt [11]! Lev hjerteligt vel!
Deres gamle, trofaste Ven
H.C. Andersen.
