Brev fra H.C. Andersen til Jonna Stampe (20/06-1864)

Basnæs den 20 Juni 1864. (
ved Skjelskør

Kjære Jonna!
Igaar sendte jeg Dig Brev og i samme nedskrev j eg et Digt der lige var sprunget fra Hjertet paa Papiret; efter at Brevet var afsendt, kom. endnu et Vers til der giver Digtet en bedre Slutning, et Par enkelte Ord bleve ogsaa forandrede og for at nu ikke Digtet skal læses af Fremmede eller maaskee komme i Afskrift efter sin første ikke fuldendte Meddelelse, skynder jeg mig med at sende det som det skal være og derfor kommer her nu Brev igjen. Forleden fik j eg en Skrivelse fra Bjørnstjerne Bjørnsen der var saa ildfuld, saa glødende for Danmark, de Smaadigte jeg i disse Tidens Bevægelser har skrevet synes ret at have grebet ham, om han vil sige det samme om det te sidste kunde j eg ønske, det er kommet fra den samme bevægede Sjæl .
Han skrivar til mig i Anledning af Digtet "Danmark”.
"Jeg maa altid græde naar jeg læser Digte af Dem i denne Tid, thi en saadan Evne til at optage i sig hele Folkets Sorg og Haab har jeg aldrig seet Mage til. Det er kun et naturligt Udbrud, som hvert enkelt Menneske selv har gjort hundrede Gange, og som her faaer Harmoniens Vinger op til den Algode. Og saavist som De har denne Evne, saa vist har Folket Senekraft, saavist som den Enkelte kan finde Smertens og Haabets ædleste Udtryk, saa vist skal det Hele ikke forgaae i Smerte eller forspilde sit Haab!"
Gid det være saa! læs disse Ord for Elise de ville tiltale hende, hun er en rigtig dansk Sjæl!
Hils din Mand og Børn, glem ikke at bringe Frøken Anker min Hilsen.

Hjerteligst
H.C. Andersen.

Imorgen!

Skal vi ej mere synge igjen
“Danmark dejligst Vang og Vænge!”
Hjertet bløder, synge vi den,
Vinterens Storm har jaget den hen. –
Kommer da ikke en eneste Ven?
Ham har vi ventet saa længe.

Sommeren blæser sin milde Bbør,
Hvidtjørnen blomstrer og Gjøgen kukker,
Alt er saa smilende friskt som før!
Fuglene kvidre i vante Humeur,
Hver en Blomst har sin gode Kouleur,
Kun Menneskets Hjerte sukker.

Ikke det hjælper, græd selv du Blod,
Jamren og Klage ei Mennesket baader,
Det som skal ske fra Evighed stod
Skrevet hos ham som er naadig og god,
Han som aldrig sin Skabning forlod,
Kongernes Konge, som raader.

Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog,
Alle Mand være paa Dækket!
Stykker af Rælingen Søen tog,
Søen slaaer, som den sjælden slog,
Sprøjter sin Fraade mod Danebrog,
Gud, hold det uforkrænket.

Aldrig Fortrøstningen helt vairer hen,
Før brister Hjertet af Sorgen,
Altid Folketroen var den:
Danmark har i Vorherre en Ven,
Holde vi fast, han holder igen,
Og Solen vil skinne imorgen!

H.C. Andersen

NB Maaske forandrer jeg endnu Navnet paa Digtet og kalder det: Trøst i Tro.