Brev fra H.C. Andersen til Louise Collin (27/10-1832)

No 4
Frøken Luise Collin

Kjøbenhavn den 27 Okt 1832.

Mine Breve fornøie Dem, det har De sagt, ja endogsaa efter at have læst sidste jeg skrev, og i dette lod jeg dog mit Hjerte saa meget udtale sig, at jeg ordentlig var lidt forskrækket derfor. Da det var noget underligt noget; - De har nu læst min BarndomsHistorie. tillidsfuldt har jeg viist Dem Alt, og dog, forekommer De mig mere Fremmed mod mig end før; jeg tænkte paa Dem, medens jeg skrev den, o De har endnu ikke sagt mig et venligt Ord derom. – Det har bedrøvet mig saa meget, mangen Nat, mens De sover rolig, er jeg saa sorrigfuld, saa ulykkelig. – Det er at være overspændt siger man; jeg veed det nok! Hvorfor har De slet ikke talt til mig siden jeg viiste Dem mit hele Ungdomsliv, det mindste Ord derom? Er der noget i mit Væsen, der gjør mig saa frastødende, saa u værdig Deres – Venskab? – De og Eduard ere de to jeg har den største Tillid til i hele Deres kjære Hjem, det tør jeg jo nok sige? Det er der jo dog intet Ondt i. – O Gud, jeg er bleven saa ængstelig for enhver Yttring af min Følelse, jeg frygter altid for at den bringer mig Fortræd! at den gjør mig ulykkelig! – Det er mig en Evighed at jeg ikke har talt med Dem! der er mig altid saa mange om Dem, at jeg ikke ret kan tale alvorligt! jeg føler mig saa frygteligt geneert, jeg vilde som en Broder / tale med Dem, søge Trøst og Mod. – Naar det nu gaaer godt med mit Stykke, paa Tirsdag, og jeg siden har sendt Kongen mine ”Aarets tolv Maaneder, vil jeg tale med Deres Fader om at komme bort, komme ud i Verden, det lader sig vist gjøre, og det vil være godt for mig! troer De ikke det? Troer De ikke at min Sygelighed da tabes, at jeg kan blive et ordentlig Menneske. O Gud, kjære Frøken, jeg føler mig saa ulykkelig – ja jeg maa bort, langt bort! – Gid det kun kan skee, skee til næste Foraar. Jeg haaber det! – Længe bliver jeg vist ikke her; Deres Fader mener mig det saa godt, han hjælper mig nok bort; det er da kun kort endnu vi er sammen! Det er kun kort Tid, jeg saa ofte kan være i det kjære Hjem! – O Gud, jeg græder mens jeg skriver dette. Det er mig som jeg snart skal see Dem sidste Gang. – Kommer jeg bort, tør jeg da skrive Dem til? O det er mig tidt, som var jeg Dem ganske fremmed, som De slet ikke forstod min broderligige Hengivenhed, ja som denne var en Dristighed, De vilde sætte Grændse ved Kulde og Selvfølelse. / De veed ikke hvor megen Indflydelse, De har paa mig, De vil kunde virke betydeligt paa mit hele Væsen; Digteren er Dem jo ligegyldig, siger De, skjøndt han maaskee kan virke paa tusinde Andre, lad dog Mennesket have Interesse for Dem! De kan lede og bestemme mig! Jeg føler mig syg, sjælesyg; Der er ingen Livslyst hos mig. Min Ungdom forsvinder for mig, der er Intet jeg kan glæde mig til, intet der driver mig. – Mine Ungdoms Drømme, ere og blive Drømme, jeg føler mig visne hen i Sygelighed og [huli papiret: Een] – somhed! – De har yttret Interesse for mig, vær mig da ogsaa en Søster, jeg føler Tillid til Dem, giv mig Mod; dersom De kan, da lad mig føle jeg ikke har taget Feil i Dem. – Jeg har den største Ærbødighed for Dem, den inderligste Tillid; jeg staaer jo ene i Verden, uden Dem jeg selv klynger mig til! Lev vel! Det er langt over Midnat, Klokken er snart to, jeg tør ikke skrive meer, et sorgfuldt Hjerte udtaler let sin Smerte, og den er jo ikke morsom! – Deres broderligt sindede A -