Om genstanden
VI-91-0018
Brevforside: Frøken Louise Collin i Kjøbenhavn.
Helsingborg Torsdagaften 22 Juni 1837.
Kun en venlig Hilsen, et: god Aften! er det jeg sender Dem fra Nabolandet, som jeg i Middags betraadte. Det var Blikstille da jeg gik over, begge Rosenkilderne og den unge Hoffmann var med. Jeg var anbefalet en Docter, som strax førte mig om. Alt lige ved Indtrædelsen bebuder Dyrtyd, jeg har ikke Idee om at her er billigt! ! Rdlr dansk maatte jeg strax ud med for et nyt Pas og Bærepenge var 2 M 8 Sk dansk. Men jeg synger, som saa: Det vil bedre gaae!, imorgen (Fredag) Klokken 6 kjører jeg med Diligensen, det er et Hundehul, men koster kun 6 Rdlr dansk til Gøthaborg. Jette Boye vil fortælle Dem moersomme Historier fra Helsingøer. Hun og Drengene med Theodor fulgte mig ombord. Fru Boye er meget raskere, sidder hele Dagen i Haugen. Tak for Deres venlige Hilsen, jeg lagde saa meget søsterligt smukt i den og drømmer derom i min Eensomghed ude. Hils dem Allesammen! Den svenske Konsul i helsingøer, som jeg var anbefalet til fra Kjøbenhavn mældte mig strax over til Helsingborg for at bestille mig Plads, men den er elendig. / han har ogsaa forud bestilt Plads for mig i Gøthaborg og givet mig Anbefalings-Breve med til Venner i Stokholm, jeg kaldes deri Danmarks berømte Forfatter Hr Andersen. Jette vil fortælle Dem i sit Brev en moersom Institut-Historie fra Helsingborg, hvor jeg pillede en Sirene i tu [læsningen usikker]og Eleverne sloges om at tilegne sig Bladene zum Andersen. Jeg havde en Blomst i Knaphullet og Lærerinden bad mig om et Blad deraf, jeg sagde vær saa god, der er den hele! Hun bad mig om jeg vilde hædre hende med en Vesit paa Tilbageveien, da skulle hun anderledes vise sig. Jeg fik Vand i Munden. Hun ønskede sig en Phantasis som min, der kunde ombølge hende! Elskelige Sjæl, af et Mandfolk! var hendes Udbrud. Jeg samler Mennesker til Deres Søster og skildrer Natur i min Dagbog. I Grunden længes jeg efter dem Alle Hjemme. Paa min store Udenlands Reise, havde jeg ikke denne Følelse, næsten troer jeg at Deres hjem ikke da var mig saa ganske mit, som det nu er blevet. Lidt om Naturen maa jeg dog fortælle, thi Deres Moder vil synes godt om det. Udsigten til Kronborg her fra Kjærnen kan maale sig med mange italienske og det af de smukke. Den imponerede mig. Da vi roede her over var der over tyve Marsvin, næsten saa store, som Køer, der boltrede sig rundt om Baaden. Mens jeg skriver disse Ord reder flikkaen Seng. Hun spurgte om jeg ikke var en engelsk Herre, som talte dansk! Gud veed om jeg virkelig skulde tale slet dansk eller det er mit Gentlemens Væsen. Hvad Deres Søster siger, veed jeg. Nu maa jeg i Tanken trykke deres Haand til mine Læber og sige God Nat! imorgen kjører jeg til Falkenberg! sov vel!
Broderen!
Hils dem Alle, Store og smaae,
Med Øine smukke, brune og blaae!
