Om genstanden
VI-91-0024
Brevforside:
Til Frøken Louise Collin.
afleveres hos høivelbaarne Hr Conferentsraad, Storkors, & Collin i Kjøbenhavn
Amaliegade.
frit.
Nysø den 7 Juni 1840.
God Dag i Stuen! dersom man skal tro hvad en persisk Digter siger, at hver Dag er en Guldring i Evighedens Kjæde, saa er der da nu gledet mig fire Guldringe bort, som ikke har viist mig Deres Speilbillede! dog i Tanken har De staaet saa lysende og smukt; thi naturligviis har alle Stjerner det tilfælles at de lyse smukkest i en vis Afstand. Men for at gaae fra Poesie til Prosa, jeg vil ikke tale om Dem, men nu om mig! Veiret blev ret taaleligt herud, men saa hundekoldt, skjønt det var Skjærsommer, jo skjære gjør den, iiskoldt skar Vinden og jeg havde ingen Kappe, da min Karl til det sidste Øieblik hjemme, havde glemt at hente den hos Hartmann, hos hvem den var fra Bal parie. Frøken Schvartsen reiste med herud, men Modtagelsen med hende var saa kold da hun kom til Nysø, at hun i Dag til Morgen har forladt Huset for bestandigt og er reist til sin Moder i Kjøbenhavn. Næsten maa jeg dog troer at det halvt har været / aftalt at gribe den første lille Leilighed, for at tage bort, thi det har vist mange Gange været anderledes stridbart, desuden var Baronessen siden efter saare bøielig. Professor Schou med Kone og Børn kom fra Italien, i Torsdags Aftes, omtrent en Time efter min Ankomst. Schou er i Dag reist ind til Byen. Jette Wulff befinder sig særdeles vel herude, hun beder mig hilse den fortræffelige Louise og den gode, men forfærdelige Ingeborg, Ja, siger Jette, jeg kan blive som knust, naar Ingeborg tager fat paa mig, jeg bliver saa grændseløs ulykkelig og forladt over hendes Magtsprog. Broderen Christian ventes ud imorgen og efter Thorvaldsen er der en almindelig Længsel.
Baronessen fortæller at Marianne Schmidt, der i Grunden er meget styk, ved den store Sorg hun har prøvet og den pludselige Glæde have faaet noget saa overjordisk Interesant. Hun vilde slet ikke troe Rosløffs Død, og skjøndt de Alle søgte t rokke denne Troe, kjæmpede hun imod, men man saae dog at hun aldeles tærede hen, hun vilde neppe een Maaned til have Udholdt denne Uvished. Faderen har givet / hende det løfte at hun først af dem Alle maatte aabne ethvert Brev fra Rosløffs Broder, der kom og kunde bringe Afgjørelse, da det kom, hvori stod han ikke var død! havde hun læst medens de stode om hende, og pludselig blev hun bleg og brast i Graad i det hun raabte: Gud, det er formeget! og sank om! De saae nu at han levede! hun skal have været som vanvittig, leet og grædt. Det rørte mig at høre det! Hils Lind, Deres Fader og Moder, Jetterne og den altonaeske Maria Shc-! Den lille Vulferung [eller Vullereng] og Lovelace sendes med Familie en galant Hilsen, ligesaa de gode Venner bag Hovedvagten. Theodore svæver for mig i sin ungdommelige Pragt og Søsteren, den joviale Fru Drewsen staar truende, i det tillader mig at sende ung Harald den venskabelige Mindelse, at han endelig maa vende sig af med at stamme, mule og slaae høie Personer med Pidsken! O det Fæ! altid har han ondt af det søde Barn! Du skal ikke bryde dig om det min velsignede Dreng! siger hun, jo, jeg har Erfaring og Menneskekundskab. I Dag er det sommerligt! jeg har spadseret til Skoven og hørt over Vandet Kirkeklokkerne ringe, medens Skibene flaggede i Præstøe-Bugt! dog er det sandt, De holder ikke af Natur-Skildringer. Lev vel! Brev faaer jeg jo ikke fra nogen! Mange Tak! Deres broderlig hengivne
H. C. A-
[På dette tidspunkt skriver H.C. Andersen på 2. Akt af Maurerpigen og ender 4 dage efter Ole Lukøie]
