Om genstanden
Eventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen. Forlagt af C.A. Reitzel. Trykt hos Bianco Luno & Schneider. København, 1835-37.
Originaludgave indbundet i grøn maroquin med gyldne sirater. 1. hæfte sammenbundet med 2. og 3. hæfte. BFN266, BFN276, BFN303. Forsatsbladet har årstallet 1837. Heri dedikation til Mathilde Ørsted:
Mathilde Ørsted.
_____
Fata Morganas Spil med Lys og Skyer,
Er Billedet som Barndoms Aar os give;
Engang, selv de, staae som et Eventyr,
Gid jeg deri en kjær Person Dig være.
Forfatteren
Doneret museet af Mathilde Ørsted kort før hendes død. Herom skrev Hans Brix i 1908 i Gads Danske Magasin:
"Da skete det, at jeg af mine Eftersporinger førtes til en ældgammel Dame, en Datter af en af Danmarks berømteste Aander fra Guldalderens Dage . Hun var yderst svag og havde ligget til Sengs i Aarevis; dog havde hun det just ved denne Tid i Efteraaret 1905 noget bedre, saa at hun var i Stand til at modtage mig og tale med mig. Hun var spinkel og gennemsigtig; hendes Stemme var som et fjernt Pust. Hun døde nogle Uger efter den Tid her omtales, omkring ved Nytaar 1906 .
Da hun modtog mig første Gang , var hun i Forvejen underrettet om Formaalet med mit Besøg ; paa et Bord ved hendes Seng laa en lille Stabel Andersenske Originaler med egenhændige Dedikationer. Dem viste hun mig nu , en efter en, fortalte om hver enkelt Bog og om Digteren, og tilføjede derpaa som Regel: „ Vil De maaske have den til Museet?" Lejlighedsvis nævnede jeg min forgæves Jagt paa de ældste Eventyr, og hun svarede: „Dem har jeg ogsaa!" og lod nu fra sit Bogskab hente to nydelige Smaabind i grønt Maroquin med gyldne Zirater. Her var de endelig! de smaa, kostelige Hæfter, der for 70 Aar siden bragte de Eventyr, der er det berømteste af al dansk Literatur. Jeg aabnede varsomt de to Smaabøger og læste Andersens egenhændige, spøgende og hjertelige Tilegnelser til den purunge Pige , han i sin Tid havde skænket dem til, og som nu, udtæret og ældgammel, laa her og ventede paa Døden. Hendes ældre Søster havde han elsket engang og tænkt paa at fri til; men hun var bleven en andens Brud, og var nu død for mange Aar siden. Hun selv derimod havde aldrig giftet sig; og det var altsaa et Held forsaavidt som af den Grund Eventyrhæfterne var bleven reddet fra at falde i ivrige Børnehænder.
Jeg skulde just prøve at bede om , at de sjældne Bøger maatte blive tilsikret Museet, da den gamle Dame tilføjede : „Det er kedeligt, da det er Dem saa vigtigt at faa de Bøger til Odense, at De ikke kom her for et Par Maaneder siden; men nu har jeg rigtignok fornylig lovet en ung Pige i min Slægt dem, naar jeg er død. Saa det maa jeg staa ved." Hun tav noget. "Men nu vil jeg spørge hende ved Lejlighed, om hun maaske vil give Afkald paa dem, og saa kan De faa dem."
Et Par Uger senere talte jeg igen med den gamle Frøken, og hun meddelte mig da, at den unge Pige havde givet sit Minde til, at Odense maatte faa Bøgerne . Men hendes Navn maatte vi ikke faa at vide. Jeg fik den kostbare Gave overladt med det samme, og disse to Bind er af alle Museets Sjældenheder, det eneste, jeg ret kunde have Lyst til selv at eje."
