Digtmanuskript i Mine Melchiors poesibog, 1823

Til Jomfru M. Melchior

Hvad er det som den blege Digter følger? Hvi banker Hjertet og hver Nærve spændes Mildt suser det igjennem Skovens Kroner, For Sjælens Øie alt opklarer sig. – Begeistrings Høie vingede Cherub Dig er det som omsvæver mig saa kærligt, – Dens Haar er Nattens sorte mørke Himmel Et Diadem af Stjerner pryder det, En Regnbue er det flagrende Gevandt, Og Stormens buldrende dens Gudomsstemme. – Lig Alpernes evige Snee Bestraalt af den dalende Sol er Skyen som bærer Ham hist. – O venlige Aand I hvor det end gaaer viig aldrig tilbage men ledsag mig huldt. – Vel Banen er Roset, Men Tornene saarer, Let Hjertet kan bløde I Digterens Barm. – Dog hvor det sig vender Da mindes mig kjærlig Og hvis jeg maa falde Før Solen fremstiger, / Før Aanden har straalet For Menneskets Børn, – Da skjænk mig en Taare og mindes mig huldt.

erbødigst

H.C. Andersen. –