Om genstanden
"Fyen og Schweitz".
Begyndelseslinje: "Odins Ø med Palnatokes Grav".
Dateret. "Rolighed d. 5te Juli 1875. Dikteret af H.C. Andersen Kl. 11 Aften."
Afskriften er ikke H.C. Andersen, der på dette tidspunkt var for svækket til at holde en pen, men derimod af Fru Dorothea Melchior. Digtet blev trykt posthumt i "Julebogen 1875".
Odins Ø, med Palnatokes Grav
Med susende Skove ved det rullende Hav.
Fyen, hvor jeg fødtes til Tankens Lyn
Mellem vilde Roser og [overstr.: Hyldeduft] Humleduft.
Velsignet Dit Solskin, velsignet Din Luft.
Mægtige Schweitz! med Gletchernes Bulder
Minder mig sært om, naar Nord-Søen ruller
Schweitz, Palnatokes og Skyernes Land
Genfersø med Din blomstrende Strand
Skal her mit Støv under Hængepilen
Blomstre og gro, og dog finde Hvilen [overstr.: ?]
Medens mit Livslyn er i Virken og Væren?
Gud være takket! Ham evig Æren!
-------
Rolighed d. 5te Juli 1875
Mandag Aften Klokken 10, da Andersen
alt havde været iseng fra Klokken 8,
bad han mig komme op til sig.
Han laa med lukkede Øine, vendt
ind imod Væggen og var meget
træt og afkræftet.
Trykt version:
Odins ø med Palnatokes grav
med susende skove ved det rullende hav,
Fyn, hvor jeg fødtes til tankens lyn
mellem vilde roser og humleduft!
Velsignet dit solskin, velsignet din luft!
Mægtige Schweitz med Gletchernes bulder,
Du minder mig sært om, naar Nord-Søen ruller.
Schweitz! Wilhelm Tells og Skyernes Land!
Genfersø med den blomstrende strand!
Skal her mit støv under hængepilen
blomstre og gro og dog finde hvilen,
medens mit livs lyn bevares i væren? –
Gud være takket! Ham evig æren!