Om genstanden
Vognlygte
Fremstillet af udvendig sortlakeret jernblik med forkromet inderside samt forkromet krans for lygteglasset. Ovenover lygtehuset et aftræk med huller og nedenunder et påskrueligt, rundt hylster. I hylstret en stålfjeder betrukket med hvidt lærred, der påvirker en holder med lyset i. Begge lygter er på ydersiden mærket med en påloddet, forkromet plade, hvori er graveret med versaler:
NØRREBRO'S VOGNFABRIK ODENSE.
Sælger oplyste, at han havde erhvervet lygterne (KMO/1965/650 - KMO/1965/651) hos forhenværende købmand Hans Jørgen Petersen, Villa Hjørnebo i Veflinge. Sidstnævnte oplyste i brev til museet 26-08-1965, at han købte en ponyvogn i 1899 et sted på Nørrebro i Odense, og at lygterne da sad på vognen. "Vognen blev brugt, når de skulle til selskab i omegnen. De havde en kusk på bukken. Da bilerne i tyverne kom, blev den ikke brugt mere".