Om genstanden
Smørstikker
Smørstikker af jern formet som et langt navbor med et lille hammerhoved i den ende, der bruges som håndgreb.
Giver oplyste, at han fornylig havde fået genstanden af "Rolf", indehaveren af legetøjsforretningen, Nedergade 1, kælderen, Odense, for at hjælpe denne med likvideringen af forretningen.
"Rolf", hvis navn er: Hans Peter Johannes Jakobsen, født 24-08-1883 i Skt. Knuds sogn, Odense, boende Sct. Jørgens Gade 47, Odense, oplyste overfor AE at smørstikkeren havde været hans faders, og at han havde gemt den som et minde om faderen. Hans fars fulde navn var: Hans Jakobsen, født ca. 1842 i Egebjerg, Kirkeby sogn ved Ollerup, død januar 1890 i Odense, gift ca. 1883 i Odense med Marie Hansen, født 23-01-1856 i Lunde sogn ved Stensturp, død 1923 i Odense.
Forældrene startede ca. 1885 en lille forretning i Overgade 15, Odense, hvor de handlede med småting som kamme, spejle, børster m.m. til de privat garnisonerede soldater i byen, som hver morgen stillede op ved Skjolden. Siden blev forretningen udvidet til også at omfatte trævarer og legetøj, og for at supplere indtægten begyndte faderen at opkøbe ost og smør på torvet, som han dels solgte videre til grossister i København og dels solgte i den lille forretning i Overgade 15.
For at sikre sig, at drittelsmørret var godt, stak han smørstikkeren ned i drittelen, drejede rundt og tog med stikkeren en lang pølse af smør op til vurdering og smagsprøve. Rolf kan huske, at koner fra landet kom til torvs med smør, der enten var pakket i en krukke eller blot var skrabet sammen til halvpundsruller, der lå i et fad. Når byens fruer ønskede at smage på smørret, der kunne have en meget karakteristisk smag af røg, fugtede de overkanten af tommelfingerneglen med spyt og lod denne glide som en sparten hen over smørret i en rille, hvorved de fik en lille smagsprøve oven på neglen. Der var derfor en lang, smal rille hen over alle konernes smørbøtter, o gdet blev betragtet som utilladeligt at gå uden for rillen og lave en ny. Man skulle holde samme spor som andre, hed det sig.
Se også KMO/1969/472.