Om genstanden
Stykke af vinduessprosse
Træklods med 2 søm. På den ene side er med blyant skrevet "Bygget 1848 A. Ørnstrup".
Giveren oplyser:
De 3 huse Kanalvej 68, 70 og 72 er bygget af nedbrydningsmateriale fra det gamle posthus på hjørnet af Østre Stationsvej og Jernbanegade. Husene nr. 68 og 72 blev bygget 1894-95 af en bagermester Andersen (tidligere bager på Nørrebro). Nr. 68 var beboet af bagermester Andersen i den ene lejlighed og familie til Andersen boede i de øvrige lejligheder i både nr. 68 og 72. Men for at undgå familiestridigheder lod Andersen bygge et hus imellem (nr. 70) i 1896 af de sidste rester fra posthuset. De 3 huse navngav han Ribbio de Hansa, Sorento og Osborne.
Senere arvede 3 brorsønner hver sit hus (bagermester Andersen var ungkarl).
Møntergården har modtaget et møblement fra den ene: slagter Jens Andersen, Kanalvej 68.
Huset Kanalvej 70, hvor træstykket er fundet, blev moderniseret i 1962 (badeværelse) og i 1984 blev der isat nye vinduer, hvorved fremkom træstykket. Vinduet stammede fra det gamle posthus.