Om genstanden
Vaskemaskinen er et bødkerarbejde af form som en overskåret kegle, videst for neden, 62 cm, mod 54 cm for oven. Selve karret er gjort af fyrretræ; bund og staverne er rillede og bærer spor af vaskelud. Karret har bundprop og er holdt sammen af jernbånd; begge dele var antagelig umalede oprindeligt, som resten af maskinen, men blev malet blå, da vaskemaskinen for en del år siden overgik til at være en pyntegenstand, stående midt i giverens stue.
Karret står på 4 ben af bøgetræ, der er boltet fast til karret med firkantede møtrikker (enkelte bolte er udskiftet med nyere sekskantede af messing).
Ovenpå låget, der kan slåes op, sidder en røreanordning, hvis aksel og tandhjulsdele er af støbejern. Et yverformet hovede af træ stikker ned i karret, hvor det altså har kunnet omrøre tøjet, når karret var vandfyldt. Røreanordningen drives ved hjælp af et håndsving af støbejern med et greb og en diameter på 45 cm. Låget er udvidet med en lille hylde (til sæbe?).
Maskinens højde incl. håndsvinget er 103 cm.
Giveren mente at have set en vaskemaskine af samme type dateret til 1856 i en artikel i Samvirke (omkring 1990); denne vaskemaskine er dog betydeligt yngre at dømme efter beslag mv. antagelig mellem 1880 og 1920.