Om genstanden
Skitsebog med skitser og akvareller af kunstneren Johan Henrik Trutzschler Hanck (1776-1840). Bogen indeholder 25 motiver fra Odense og omegn, samt enkelte portrætter. Motiverne er udført fra 1835 til 1840. Bagerst i bogen personlige dedikationer, antageligt nedskrevne i anledning af Hancks død i 1840.
Hanck var adjunkt ved Odense Katedralskole og stiftskonduktør i Fyens Stift. Hanck var desuden i en periode redaktør ved Iversens avis (startet af hans svigerfar Christian Iversen).
I familien Hancks hjem kom desuden H.C. Andersen og Hancks motiver har interesse for studiet af Andersen, da de ofte viser steder hvor H.C. Andersen færdedes.
Sammen med skitsebogen indleveredes en brevsamling med breve forfattet af Hanck til sin hustru under et ophold i København.