Om genstanden
Rygestander i bejdset birketræ fra møbelfabrikken Anton Kildeberg, Vesterbro 63, Odense.
Øverst på standeren findes et ovalt 'fad' med ornamenteret kant. Fadet er monteret på en søjle med ornamenteret bord forneden med form som stiliseret bladværk. Søjlen er fastgjort til en oval sokkel med fordybninger og en enkel ornamenteret bord. Soklen er forsynet med fire, små, rundede fødder.
Til standeren hører et løst askebæger af tin eller andet letmetal. Askebægret er ovalt og passer i rygestanderens fad. På askebægrets kant findes en kort, rundet holder beregnet til at lægge en cigaret eller cerut fra sig i.
Af firmakataloget fra 1936 (KMO/2023/0006x0001) findes ovenfor beskrevne rygestander på side 31 med nummer 305, og af hosliggende prisliste fremgår, at rygestanderen kostede 21,-, og kunne fås både i birketræ og egetræ.