Om genstanden
Brakteatens diameter er ca. 37 mm, men da den er lettere bulet som følge af deformation under opholdet i jorden, må den oprindelige diameter have været lidt større. Således er ca. 1/4 bøjet ind mod midten og skjuler dele af motivet. Midterfeltets diameter er ca. 22 mm. Den båndformede øsken har langsgående ribber og er 7 mm bred; den er trykket flad. På kanten er et mindre og tydeligt moderne hak. Forside og øsken er ikke væsentligt slidt. Vægt: 7,08 g.
Morten Axboe, Nationalmuseet, udtaler: Brakteaten har den samme løftede hånd med sammenkrøllede fingre i stedet for de romerske mønters mappa som de beslægtede brakteater fra Vindelev og Lundby i Nordjylland; endda mere i retning af en egentlig ring end de andre.
Brakteaten betegnes IK752 i den internationale fortegnelse over brakteatfund.