Om genstanden
18 fragmenter af brændt trelagskam med svagt afsat bølget håndtag og med jernnitter. På tre af fragmenterne ses jernnitter og alle tre lag og på et stykke jernnitte og to lag, mens de øvrige fragmenter er fra et lag. På to af disse stykker ses opskæring til kamtænder. Kammen er på sidepladerne ornamenteret øverst med tre fint indridsede, tynde linier, hvorunder ses tætsatte cirkler med et markeret midtpunkt. På hovedpladen ses der på det afsatte håndtag tre "bølger", hvor der på hver er en tilsvarende cirkel med markeret midtpunkt. Håndtaget på midterstykket er afsat ca. 0,5 cm i forhold til sidepladerne. Blandt fragmenterne er tre, der er påfaldende ved at være ornamenteret på begge sider. Ornamentikken er på begge sider som på kammens sideplader tre indridsede linier og herunder tætsatte cirkler med et markeret midterpunkt. Deres funktion i forhold til kammen kan ikke sikkert bestemmes, men det er muligt, at de stammer fra et kamfuteral, som ofte ses sammen med denne type kamme.
Udskilt fra solderest fra urne X180.
Ved tømning af urne fremkom øvrige fragmenter af kammen X390. Kammen er sammensat i det omfang, det var muligt.