Om genstanden
Her fra udskilt x1194 (fragment af fibel).
Fibula, bøjlefibel af jern. 4,0 cm lang. Nåleholderen er afbrudt, men har muligvis været høj. Heri sidder spidsen af nålen fastrustet. Bøjlen er indtil ca. 1,8 cm bred med let konveks overside og let konkav underside; her ses smednings-/drivningsspor. Bøjlen afsluttes nedadtil af en smal udvidelse, nærmest i form af en tværgående sprosse. Ved bøjlens hoved ses en egentlig sprosse, dog delvis sløret af en rustkonkretion. Denne sprosse er båndformet og 12 mm bred og ca. 2,8 cm lang. Bøjlen bukker i et nærmest 90 graders knæk. På grund af nedbrydning ved fiblens hoved er konstruktionen her vanskelig at afkode, men der er utvivlsomt tale om en toleddet konstruktion.
Fiblen tilhører Almgrens gr. V, serie 8, nærmest fig. 128. Denne gruppe er behandlet af Machajewski, der underinddeler ser. 8 yderligere. I denne gruppering tilhører x626 form 6. Denne fibelgruppe dateres til (sen)B2-B2/C1a.
Machajewski, H. 1998: Die Fibeln der Gruppe V, Serie 8 im östlichen Teil Mitteleuropas. I: J. Kunov (red.): 100 Jahre Fibelformen nach Oscar Almgren, s. 187-196. Wünsdorf