Om genstanden
Proveniensanalysen viste, at pilespidsen bestod af jern/opkulning fra England (A3).
Der blev udtaget en prøve i form af et tværsnit af bladet på pilespidsen. Tværsnittet viser, at pilespidsen er fremstillet af ét stykke jern uden synligt indhold af kulstof. Ud mod siderne er der dog spor af opkulning, og enkelte steder når indholdet af kulstof op på ca 0,8 %. Det er sandsynligt, at opkulningen er lavet bevidst, for at give pilen en større hårdhed; men der er dog ingen spor af at der også har været lavet en hærdning.
Jernet indeholder relativt mange slaggeindeslutninger, og er derfor af en forholdsvis ringe kvalitet. Det kan da også tænkes, at man, i det mindste i nogle tilfælde, har undgået at bruge godt jern til pile, da de nok ofte er blevet mistet, når de blev brugt.
Analyserne af slaggeindeslutninger i jernet peger på at det sandsynligvis er blevet udvundet i England (A3). Det er forholdsvist sjældent, at der findes jern herfra, men det er ikke i sig selv underligt, at der må være vikinger, som har taget genstande med hjem fra togter eller handel på de britiske øer.
Jouttijärvi, A.: Jerngenstande og slagge fra OBM16151, Viby. Heimdal archaeometry, report 21-16. 2021.