Om genstanden
Fundnummeret blev oprindeligt anvendt til præparat, men blev ved udgravning af dette bibeholdt til urne. Der er 23 skår, heraf 4 ornamenterede randskår, 1 fragment af kraftigt udfliget X-formet hankefragment, der kan sættes sammen med 1 ornamenteret sideskår, 10 ornamenterede sideskår og 7 sideskår. Alle skår er sekundært brændte.
De 4 randskår er fra det samme lerkar. Randen er smalfacetteret og udadbøjet. Under randen er tre vandret omløbende furer. På det største randskår ses et markant vendepunkt/øvre bugknæk på karprofil umiddelbart under furerne. Det er ikke muligt at måle randdiameter.
Hankens formodentlig nederste del og fæste på den højre side af hanken er bevaret. Hanken er kraftigt udfliget med et markant kantet fæste på karsiden (H-formet?). Målt fra udfligningens kant til hankens midte er der ca. 3 cm. Selve hanken er afbrækket, men er omkring 1,5 cm i brudflade. Langs fæstet ses følgende dette to parallelle furer. Under hanken er karsiden afglattet. Furerne har samme bredde som furerne på randskårene.
De 10 ornamenterede sideskår er med grov yderside med cirkulære indtryk. På nogle af skårene synes indtrykkene at være placeret regelmæssigt, mens de på andre er mere uregelmæssige. På alle skårene er indtrykkene fladedækkende.
Alle skårene har en tykkelse på omkring 0,4-0,5 cm.
Det er vanskeligt at vurdere, om alle skår er fra ét lerkar, men det kan ikke udelukkes. I givet fald har det været et lerkar med en kort overdel med vandrette furer, der bøjer ned ved X-formet hank, og en høj underdel, der har været helt eller delvist ornamenteret med indtryk. På et par af de ornamenterede skår, der passer sammen, ses der over/under ornamentikken en afglattet side svarende til afglatning på skår med hankefæste.