Om genstanden
13/11 2024, KPR:
Tre randskår, her af et med påsat liste, et ornamenteret sideskår, et bundskår, otte sideskår med udvendig beklaskning og to sideskår med glatte sider.
De to af randskårene kan sættes sammen. De er fra lerkar med høj, lige hals med svagt udadbøjet, jævnt afrundet rand, glat overdel over en påsat liste med fingerindtryk, hvorunder siden er beklasket. Karret har haft en randdiameter på ca. 22 cm. Halsen, over fingerliste, er ca. 6 cm høj. Siderne er brunbrændte.
Det tredie randskår på ca. 5,0 x 3,5 x 0,4-0,6 cm er fra lerkar med båndformet hank udgående fra randen til øvre del af rundet karside. Hanken er ca. 3 cm høj og 1,1 cm bred. Halsen, der er ca. 1,5 cm høj, har antagelig været tilnærmelsesvis lodret. Randen er en jævn, rundet afslutning af karsiden. Det er ikke muligt sikkert at måle randdiameter. Siderne er lyst brunbrændt.
Det ornamenterede sideskår på ca. 2,5 x 2,5 x 0,9 cm er relativt groft med rødbrændte sider med let uregelmæssigt indridsede, smalle, krydsende linier. Der ses tre omtrent parallel linier med en indbyrdes afstand på ca. 1 cm, der krydses omtrent vinkelret af en tilsvarende indridset linie.
Bundskåret er fra et fladbundet kar med svagt udadskrånende side. Bunden er svagt tykkere end siden; begge omkring 1 cm.
Sideskårene er udover beklaskningen af hovedparten af skårene ukarakteristiske. Sideskårene har rødbrændte ydersider. Fire af skårene har brunbrændte indersider, og de resterende har rødbrændte indersider.
Dateringen af skårene er til yngre bronzealders slutning, måske snarere periode VI end periode V.