Om genstanden
1 ornamenteret hankekar. Skårene er ikke sat sammen, men det meste af karret er bevaret. Ca. 1/3-del af karret er bevaret som et sammenhængende stykke med fuld karprofil. Derudover er der 7 randskår, 9 bundskår og ca. 20 sideskår, heraf nogle ornamenterede. Karret er ca. 10 cm højt med randdiameter på ca. 14 cm og bunddiameter på ca. 6 cm. Karret er treledet med højtsiddende, rundt bugknæk og kort udadbøjet, smalt facetteret rand. Hanken er X-formet. Den er 3,5 cm høj. Ved hæftet er hanken ca. 3 cm bred og på midten ca. 1 cm bred. Bunden har en ca. 0,3 cm høj standring. Ornamentikken består af tre parallelle, vandretomløbende furer på bugknæk, og på bugoverdel ses mellem de vandrette furer og rand tynde, indridsede linier/furer i vinklet forløb. Ved hanken ophører de vandrette furer, her ses i stedet på den ene side udfor hanken en fladt indtrykket cirkel med et centralt ophøjet midterpunkt med en diameter på ca. 2 cm. En tilsvarende cirkel har antageligt været placeret på den anden side af hanken, men der er ikke fundet sideskår med tilsvarende ornamentik. Linier/furer på bugoverdel bliver nær hanken og over cirklen tilnærmelsesvis lodrette. Skårene er på den øvre del rødbrændte på yder- og inderside, mens bunden er sodet og brundbrændt ligeledes både på yder- og indersider. Det ses kraftig afslidning af karside især ved bugknæk. Karret er let sekundært brændt.