Om genstanden
2 mellemstore kasser med side-, rand-, øre- og bundskår af rødt- til gråbrændt mellem- til fintmagret gods. Flere af skårene er sortsvedet på ydersiden og må stamme fra kogekar. Enkelte skår har fastbrændte madrester på indersiden. Såvel større kogekar som mindre kar er repræsenteret. Der er randskår fra mindst 8 forskellige kar, hvoraf hovedparten har mere eller mindre udfaldende, fortykket og facetteret rand. To randskår, som stammer fra to forskellige kar, har dog helt lige hals og lige rand med let affladet overkant. Øreskårene er alle x-formede.