Om genstanden
2 randskår, heraf et med båndformet hank, 1 bugskår med lodret, påsat, oval knop på overdelen og 35 sideskår, heraf nogle meget små. Det største skår er hankeskåret på ca. 10x4-10 cm. Skårene er 0,7-1 cm tykke. Skårene er generelt rød- til brunbrændte. Randskåret med hank er fra et toledet kar. Den ca. 2,5 cm brede båndformede hank er anbragt med det øvre fæste omtrent midt på en tilnærmelsesvis lodret hals, og det nedre fæste hvor overdelen runder. Randen er helt lige afstrøget. Magringen er rimelig fin, men siderne er groft afglattede. Sidskåret med påsat oval knop er fra et toledet kar. Det er ca. 7x5 cm. Knoppen er ca. 2 cm lang. Knoppen sider på karrets overdel (ingen bevaret rand) umiddelbart over runding mod karrets underdel. Skåret har en ru, nedbrudt inderside og en jævnt afglattet yderside. Randen på det andet randskår er lige afsat og afrettet. Skåret er ca. 3,5x3 cm stort med afglattede sider Det er vanskeligt at vurdere, hvad der er inder- og yderside, men randen er muligvis let indadbøjet. Skårene stammer fra flere kar, minimum 4-5.
Dateringen: yngre bronzealder, periode V-VI. Dateringen baseres primært på den lodrette knop. Båndformede hanke ses ikke så ofte i yngre bronzealder, men de forekommer dog, f.eks. H. Thrane 2004: Fyns Yngre Broncealdergrave, bind 2, planche 32,7 - kar fra Hårby sogn.