Om genstanden
1 stk. miniaturekar af rødbrændt, fintmagret og ganske tyndvægget gods (vægtykkelse ca. 3 mm, lidt tykkere ved rand og bugknæk). Karret har oprindeligt været nedsat i hel tilstand, men var allerede inden optagningen itubrudt. Med baggrund i skårenes rundede kanter, antages karret at være ødelagt engang i forhistorisk tid, muligvis umiddelbart efter nedsætningen? Karret, hvis rand fremstod i fladen efter afrømning, fremkom i et anneks til den tagbærende stolpe AB i K7. Dette anneks var placeret direkte syd for anlæg AB. Jorden omkring karret blev delvis frilagt og karret samt jord herunder blev udtaget i præperat efter at være omviklet med gaze. Både før og efter frilægningen blev karret fotograferet in situ. X90 har været nedsat i en rundbundet fordybning ikke meget større end selve karret.
Ved den efterfølgende udgravning af præperatet stod det klart, at karret mod forventning ikke kunne samles helt til trods for, at alle skår må være tilstede. Skårmaterialet er simpelthen for itubrudt og skrøbeligt til fuld rekonstruktion. Karrets oprindelige form fremgår dog dels af fotos fra udgravningen dels af den indre fyld fra karret (se genstandsfotos).
X90 antages at have være ca. 5 cm højt og nærmest vaseformet. Randen er let udfaldende, let fortykket og har afrundet overkant. Halsen er kort og fortsætter i en konisk/let konkav overdel med tydelig afsat bugknæk til en afrundet bund. På hals og overdel ses ornamentik i form af fire vandrette omløbende furer. Bugknækket er ornamenteret med korte, lodrette furer, mens der ikke synes at være ornamentik på den nedre del af karret. Ornamentikken fremstår kun svagt.
Typologisk synes X90 at skulle dateres til (sen) yngre romersk eller ældre germansk jernalder.
Den indvendige fyld fra karret blev efter fotografering vandsoldet og floteret. Ligeledes blev den øvrige jord fra præperatet, denne var udtaget under karret.
90a og 90b indeholdt stort set intet, og er uegnet til analyse