Om genstanden
To større karsider, et randskår, et hankfragment samt seks mindre, ukarakteristiske sideskår.
Den ene karside er bevaret fra bunden og op til 2 cm over det skarpt afsatte bugknæk. Bunddiameteren måles til 7 cm og karsiden har herfra et nærmest skråt forløb op til det relativt skarpe bugknæk. Afstand fra bund til bugknæk kan måles til 5,5 cm. Umiddelbart over ses et ét cm bredt bånd markeret ved to furer, hvori der ses skråtstillede furer arrangeret i 11 furer afsat fra venstre mod højre og herefter 11 furer fra højre mod venstre. Ornament båndet har et let bølget forløb. Stykket fremstår i et lysgråt til gråbrunt gods med en tykkelse på 5 mm og en fin magring. Kartypen er uvis, da overdelen ikke er bevaret, men der er tale om et tre eller fireleddet kar.
Den anden karside stammer fra overdelen af et meget rundbuget kar. Stykket måler 11x14 cm. På stykkets overdel, eller hvad der svarer til karrets skulder, ses en afbrækket, båndformet hank med en bredde på 3 cm. På begge sider af hanken ses tre furer med en bredde på 8-10 mm. I flere af furerne ses en tydelig bemaling. Stykket fremstår i et brunt til gråbrunt gods med en tykkelse på 8 mm. Randskåret er kort, ganske let udadbøjet og afrundet. På indersiden ses en skap afsats fra skulder til rand. Brunt til gråbrunt gods med en tykkelse på 8 mm. Og en relativ fin magring. Hankfragmentet er fragmenteret, men der ses en tydelig tagformet overside på hanken.
Datering. På baggrund af ornamentikken, kartyperne og den tagformede hank, dateres keramikken til sen ældre romersk eller tidlig yngre romersk jernalder.