Om genstanden
2 cm langt fragment af overkroppen af kvindefigur, der står med horn foran sig og stiliseret nakkefletning. På undersiden rester af øsken eller evt. nåleholder. Må betegnes som valkyriefigur.
Der er tale om den øverste halvdel af en sølvfibula (eller beslag/hænge?) der forestiller en kvinde set fra venstre. Stykket er meget slidt, men hovedet har bevaret antydning af næse og øje samt et langt hår, som er samlet ved en knude til en hestehale. Figuren er klædt i en kappe, der er samlet under hagen og fortil afslører en skråstribet kjole. Venstre hånd er løftet og holder om et drikkehorn, der vender den brede munding opad, og hvis spids kan følges ind over kjolen. Underkroppen mangler. Forsiden har spor af forgyldning (og niello). På bagsiden er der en støbt krog eller gennemslidt øsken, der må have hørt til en nålekonstruktion eller tjent til ophængning eller fastsyning. (C 39761, x4). Der er så vidt jeg husker tale om det første danske fund af en type figurfibulaer, som viser civilklædte unge kvinder (med hestehale) som frembyder et horn. Lignende hornbærende (men bevæbnede) kvinder ses på flere valkyriefibulaer, men formodentlig var det ikke kun disse skjoldmøer, som var valkyrier. På gotlandske billedstene optræder tilsvarende civilklædte kvinder m. horn, som byder krigere velkommen til Valhal, og det er mest sandsynligt at den indbydende kvindefigur fra Avnslev er af samme halvguddommelige art - en af Odins tjenestepiger, dvs. en valkyrie.