Om genstanden
Lerkar, som ved afdækningen var bevaret i indtil 15 cm højde svarende til omkring eller måske endda lidt under bugknækket. Her havde karret en diameter på ca. 45 cm, og det har således været meget stort. Godset er tykt og groftmagret, men meget smuldrende, så der kan ikke udledes meget om form og ornamentik. Korpus har været treledet, og randen antagelig lodret, men randlæbens udformning kendes ikke. På et par sideskår sidder rester af en x-formet hank med ekstremt udsvajede fæsteender. Et par skår viser, at karret har haft mindst en bukkel med en diameter på ca. 6 cm. På karrets overdel har der endvidere været to bælter med skiftevis skråtstillede smalle furebundter, som opad og nedad er afgrænset af to smalle, vandrette furer. B.