Om genstanden
Meget fint udformet og ornamenteret lerkar nedsat i en tagbærende stolpe. Der er tale om en mindre hankekop af Albrectsens type 3 (Albrectsen 1968, s. 252 ff.). Karret er relativt fragmenteret, men selve formen på karret er meget karakteristisk. Det fremstår nærmest dobbeltkonisk men med et let rundet bugknæk og et let afrundet bugforløb. Randen er relativ kort og let udfalden samt skråt afstrøget udadtil. Af hanken var intet bevaret på nær den nederste fæsteende, der var placeret på bugknækket.
Der ses ornamentik på hele karrets overflade. Karrets underdel er ornamenteret ved let skråtstillede furer, der antagelig skal efterligne en form for kannellering. På selve bugknækket ses en vandret omløbende fure, der markerer overgangen mellem over- og underdel. På overdelen ses den for romertiden så karakteristiske vinkelornamentik i form af to parallelle furer. De derved fremkomne trekantsfelter er ligeldes udfyldt med ornamentik. Trekanterne der står på basen er udfyldt med en lille roset, mens trekanterne på spidserne er udfyldt med vandrette furer.
Bugdiameteren kunne måles til 8,4 cm og bunddiameteren til 3,4 cm. Karhøjden kan forsigtigt anslås til 8 cm.
Tolkning og datering:
Der synes ikke at være tale om et regulært miniaturekar, da disse oftest er grove og lavet specielt til lejligheden. Dette kar har antagelig været anvendt i husholdningen men er senere blevet genanvendt som "miniaturekar" måske efter det er gået i stykker? Der ses tydelig slid på karrets bund, hvilket understøtter denne sekundære anvendelse. På baggrund af karformen samt ornamentikken dateres karret til yngre romersk jernalder og antagelig den tidlige del periode C1 evt C2. Karret er efterfølgende sendt til konserveringsafdelingen ved Odense Bys Museer.