Om genstanden
Bronzekniv, 3,1 cm langt fragment af blade. Uden at stykket direkte kan sættes sammen med nogle af de andre knivfragmenter, hører det utvivlsomt sammen med x47, x73, x48 og x110. Fragmentet er nærmest rektangulært. Selvom der ikke kan ses stævne, må dekorationen på knivbladet tolkes som et skibsbillede. Både køllinje og rælingslinje er angivet, og på rælingslinjen findes en række halv-buer. Knivens bagside er uden ornamentik.
Finder: Paul Uniacke.
En noget forbukket og nu 7,5 cm lang guldstang tolkes som en tandstikker eller evt. en syl. I udrettet tilstand har stykket målt knap 9 cm, og vægten er 4,21 g (x59). Stykkets bagende har en længde på 3,5 cm og et kvadratisk tværsnit på ca. 0,2x0,2 cm. Odenden har cirkulært tværsnit og måler bagtil ca. 0,2 cm i diameter, og den fremtræder særdeles spids trods skader fra opholdet i jorden (fig. 16).
Tilsvarende redskaber af bronze kendes i talrige eksemplarer i gravfund fra per. IV-V, og i flere tilfælde er de fundet med skaft af organisk materiale (DO IV nr. 35). Baudou (1960:44f) anfører, at typen også kendes fra enkelte samtidige depotfund. Udover x59 kendes ét eksemplar af guld, og det er fundet i en per. IV-grav i Estvad sogn, Ringkøbing amt (Broholm 1946 grav 866). Det vestjyske stykke afviger kun ganske lidt fra det fynske ved, idet skafttungen og selve bladet på dette eksemplar er omtrent lige lange (Jørgensen & Petersen 1998: 59).