Om genstanden
Langtandskam (også kaldet bæverkam) skåret ud af én knogle. Kammen fremstår poleret og er udført på mellemfodsknogle af kvæg. Længde 13,5 cm, bredde 4 cm ved toppen og 2 cm ved spidsen. Tændernes længde er 9,5 cm og i antal findes 9 tænder. Kammen er 0,6 cm tyk. Kammen bærer ikke præg af slid. På den ene side er kammen dekoreret med 5 indsavede linier ved tænderne og 5 indsavede linier ved håndtaget. Desuden findes der indsavet et kryds. På modsatte side findes 5 indsavede linier ved tænderne og 5 indsavede linier ved håndtaget.
Vævekammen er sandsynligvis fremstillet af mellemfodsknogle fra hest eller ko. Ledetype for horisont 2 og 3 i Århus Søndevold-materialet hvor de optræder fra 1200-tallet og frem. Findes ikke i keramikhorisont 1 (Andersen et al. 1971:249f).
I kulturlag i Skomagerstræde/Overgade i Odense er der fundet langtandskamme, samt østersøkeramik med udadsvunget mundingsrand. Disse lag er møntdateret til Valdemar Sejrs tid (1203-41) (Grandt Nielsen 1971:206ff). Også disse har tværgående og krydsende ornamentik som eksemplaret fra OBM 4401.
Kilder:
Fischer, Christian 2006: Tidlige danske vandmøller. Jysk arkæologisk selskab. s. 65 samt fig. 75.