Om genstanden
Større skårsamling fra sandsynligvis minimum tre kar (i alt ca. 1,5 l.); omfatter to randskår, minimum fem bundskår samt et større antal ukarakteritiske og delvist stærkt fragmenterede sideskår. Lyst rødgråt til brungråt gods, alle med ret fin, tæt til mellemgrov magring med en del større hvidgrå magringskorn. Flere stykker med flammet yderside.
Kar I: et enkelt skår med ganske let udfaldende, tynd rand. Godset er mørkt gråbrunt med grå skærv. Magringen ret fin og tæt. Godstykkelse 9 mm ved karvæg, 5 mm ved rand. Karrets yderside er afglattet.
Kar II: et enkelt skår med ganske let udfaldende let fortykket rand. Grårødt gods med klar rød skærv, mellemgroft magret med mange større hvidgrå magringskorn (1-3 mm). Godstykkelse 9 mm ved karvæg 7 mm ved rand.
Kar III: et enkelt ganske lille randfragment med tilsyneladende lige, tynd rand. Gods og magring som kar II. Godstykkelse 6 mm.
Randformerne daterer skårsamlingen til førromersk jernalder per. II eller evt. III.