Om genstanden
Større skårsamling fra minimum 11 kar. Omfatter 12 randskår, et hankeskår samt et større antal delvist stærkt fragmenterede side- og bundskår.
Kar I: et enkelt skår med udfaldende, tynd rand. Gråbrunt, middelgroft magret gods. Godstykkelse ved karvæg 7 mm, ved rand 17 mm.
Kar II: et enkelt skår med udfaldende, tynd rand. Rødt middelfint magret gods. Godstykkelse 8 mm.
Kar III: to sammensættelige skår med fortykket, smalt facetteret rand. Rødbrunt gods med let flammet grå yderside. Fin og ret tæt magring. Karrets yderside er fint afglattet. Skårene er fra et lille rundt kar, med en mundingsdiameter på ikke over cirka 12 cm. Godstykkelse 4 mm ved karvæg, 10 mm ved rand.
Kar IV: et enkelt skår med fortykket, smalt facetteret rand. Rødt gods med ret fin og tæt magring.
Kar V: et enkelt fragment med lige, let fortykket rand med svagt markeret læbe. Mørkt gråt gods med rødlig kerne, middelfint magret. Godstykkelse 7 mm.
Kar VI: et enkelt skår med let udfaldende, fortykket rand med smal facettering. Lyst gråbrunt gods med fin magring. Ret hårdt brændt. Godstykkelse ved karvæg 5 mm, ved rand 12 mm.
Kar VII: et enkelt skår med fortykket rund rand. Fra randen er afsat en lille, afbrudt ørehank. Mørkt gråt, ret fint magret gods i ret hård brænding. Karrets mundingsdiameter synes ikke at have været over cirka 6 cm. Ved det nedre hankefæste, cirka 32 mm neden for randen, buer karsiden indefter, sandsynligvis mod begyndende bund. Godstykkelse 3 mm. Skåret repræsenterer en ganske lille kop.
Kar VIII: et enkelt skår med fortykket rand med smal facettering. Rødbrunt gods med middelfin magring. Godstykkelse ved karvæg 8 mm, ved rand 19 mm.
Kar IX: et enkelt skår med fortykket rund rand. Rødt gods med middelgrov magring. Godstykkelse ved karvæg 7 mm, ved rand 17 mm.
Kar X: et enkelt skår med fortykket rund rand. Cirka 35 mm neden for randen ornamentik i form af et omløbende bånd af tre tætliggende, tynde furer. Rødt gods med fin magring. Karrets yderside er glattet. Godstykkelse ved karvæg 6 mm, ved rand 9 mm.
Kar XI: et enkelt skår med stærkt udfaldende rand. Randens inderside er brudt af, men der er sandsynligvis tale om fortykket rand. Rødt gods, finmagret.
Et enkelt let x-formet hankeskår i rødbrunt gods.
Datering: randformerne dateres til ældre romersk jernalder.