Om genstanden
Slaggeklump af jernslagge; der ses smeltedråber. På slaggeklumpens ene side ses et mindre parti med forslagget ler, der er brændt sammen med jernslaggen. Mål cirka 6 x 4,5 x 2,8 cm. Vægt 94 g. Der er sandsynligvis tale om fragment af kalotslagge med et parti af forslagning fra avlsstenen.
Analyse af slagge - Heimdal-archaeometry, v. Arne Jouttijärvi. Tekst fra rapport:
En relativt lille slagge (ca 93,5 g), som i den ene side har en klump smeltet ler på oversiden. Sandsynligvis er der også her tale om en slagge dannet i en esse. Selve slaggen har et meget højt indhold af jernoxid (FeO, 88,4 %). Det er højere end det normalt findes i udvindings- og rensningsslagger. Det ligger mere på højde med hvad man finder i en god myremalm. Igen er indholdet af manganoxid (MnO) dog lavt i forhold til udvindings- og rensningsslagger (figur 5). Dog ikke så markant, som for x23. Det mest sandsynlige, er også her, at der er tale om en smedeslagge, opstået ved at ophobede hammeskæl i bunden af essen er smeltet sammen med ler fra essestenen. I dette tilfælde udgør det smeltede ler dog kun en mindre del af slaggen.