Om genstanden
Rødbrunt jernslaggefragment, ca. 7 x 4 x 3 cm. 195 gr. Med enkelte smeltedråber langs den ene smalside. Desuden tre mindre fragmenter på samlet 20 gr.
Specifikt fundsted: Fra overfladen lag 1
Analyse af slagge - Heimdal-archaeometry, v. Arne Jouttijärvi. Tekst fra rapport:
Formen på slaggen antyder, at den er dannet i bunden af en esse eller ovn. Ved mikroskopi af den udtagne prøve, kunne det ses, at slaggen indeholder mange usmeltede sandkorn. Indholdet af jernoxid er da også relativt lavt (37,9 %), og der synes derfor at være tale om en blanding mellem smeltet ler og slagge (figur 6). Også indholdene af kaliumoxid (K2O) og kalciumoxid (CaO) stemmer bedre overens med ler end med slagge. Bemærkelsesværdigt er det dog, at indholdet af manganoxid (MnO) og fosforoxid (P2O5) er væsentligt højere end det ses i referenceanalyserne af ler. Værdierne svarer bedre til dem man ser i udvindings- og rensningsslagger. Den mest sandsynlige konklusion synes at være, at der er tale om en slagge stammende fra rensning eller smedning af meget slaggeholdigt jern; men at den er blevet kraftigt opblandet med smeltet ler og sand fra essestenen. Sandet kan dog også være et resultat af, at der ud over rensningen også er foregået svejsning i essen. På grund af opblandingen er det ikke muligt at sige noget med sikkerhed om jernets oprindelse; men det høje fosforindhold antyder, at der kan være tale om jern fremstillet i Danmark, og derfor muligvis om en lokal produktion.